Hamas fortjener ikke sympati

SYNSPUNKT | DEBAT | Onsdag 20. november 2024 • 21:00
Af:
Holger I Poulsen
SYNSPUNKT | DEBAT | Onsdag 20. november 2024 • 21:00

Et svar på beskyldninger

Kære Lave K. Broch.

Du skriver i dit indlæg mandag den 11. november, at jeg kobler fredsdemonstrationer sammen med massemorderen Anders Breivik. Du skriver tillige, at det netop er den type kommentar, der afsporer en konstruktiv debat.

Dette er en fordrejelse af mit budskab, i Tidende den 7. november.

Den mindre opmærksomme læser kommer derved til at tro, at jeg har skrevet en eller anden dum og gakket bemærkning.

Det som afsporer en ellers konstruktiv debat, er netop, hvis en person, på den måde manipulere ved at fordreje en andens budskab fremfor at bestræbe sig på at forstå det og viderebringe et værdigt billede deraf, hvis man vil kommentere det.

Folk narres

I Tidende, torsdag den 7. november, bringer jeg blandt andet den påstand, at disse mennesker, der tilsyneladende demonstrerer for et frit Palæstina - her tænker jeg, ikke mindst, på de vesterlændinge der deltager, men nok også mange af de af mellemøstlig herkomst - narres til at tro, at de demonstrerer for fred og frihed for fredsønskende Palæstinensere.

Her er min påstand, at disse demonstrationer i virkeligheden er til fordel for ufredsskabende organisationer, blandt andet Hamas (der højest sandsynligt også er de, som egentlig står bag). Demonstrationerne søger at flytte ansvaret for den død og ødelæggelse der er sket, og sker, over på Israel, ved nærmest entydigt at fokusere på ofrene for Israels forsvarskamp.

Det der er årsag dertil, råbes der nødigt op om, men til gengæld slagord som for eksempel: "Frihedskamp er ikke terrorisme". Der jo må forstås sådan, at det er en frihedskamp - og altså ikke terrorisme - at myrde godt 1200 stakkels civile på en musikfestival og bortføre cirka 250 som gidsler.

Hvad mener folk egentlig?

Dette tror jeg ikke, at du er enig med dem i, Lave, og det ville din far, som du fortæller var modstandsmand, nok heller ikke have været, tænker jeg.

Det er forøvrigt ikke en tostatsløsning der demonstreres for - var det det, havde den jo nok været noget tættere på - men det er: "From the river to the sea - Palestine will be free" - altså udslettelse af staten Israel!

Når jeg sammenligner terroristerne i mellemøsten med vores hjemligt kendte Anders Breivik, så er det for at anskueliggøre hvad det rent faktisk er for terrorister, der huserer dernede. Det synes jeg er en meget seriøs sammenligning, og hvis man, herhjemme, nævner Anders Breivik, så er der vist ikke megen sympati at finde. Det bør der heller ikke være med Hamas' værk i mellemøsten.

Palæstina og Israel

Du gør gentagende gange gældende, at Palæstina er repræsenteret i FN [med observatørstatus, ikke fuldgyldigt medlem], og at Island, Norge, Sverige, Spanien, Irland, og mange andre har anerkendt Palæstina.

Ligeså synes det også vigtigt for dig at fortælle at du også kender jøder, der mener lige som du. Skal jeg forstå det sådan, Lave, at når disse mener som de gør, så mener du det også, og så er det det, der er din argumentation for en anerkende Palæstina?

Jeg ville hjertens gerne se sandfærdige fredsdemonstrationer for Palæstina og vil hermed gerne bidrage med et par forslag til slagord dertil - for eksempel:

"Ud med Hamas og deres død og ødelæggelse" eller "Anerkend Israel, for et frit Palæstina".

FÅ ABONNEMENT