Der går længere tid end planlagt, før Bager Mortensen i Nexø igen kan slå dørene op.
Det fortæller TV 2 Bornholm, som har talt med bagermester Karsten Mortensen. Siden august har bageriet været lukket efter en voldsom brand, hvor flammerne havde fat i både stue- og overetagen med produktionslokaler og varelager. Den omfattende renovering tager længere tid end forventet.
– Vi kommer ikke til at åbne før næste år. Jeg håber på uge to, men jeg tror næsten ikke på det. Jeg tror, at det bliver lidt senere, siger Karsten Mortensen til TV 2 Bornholm.
I forbindelse med branden kom ingen personer til skade, men der var massive bygnings- og materielle skader.