Gravgaard: Norsk medejerskab er godt for Tidende

Gravgaard: Norsk medejerskab er godt for Tidende
LEDER | 4. DEC 2024 • 05:30
LEDER
4. DEC 2024 • 05:30

Humlebien har fået en norsk delejer, der giver styrket tro på fremtiden.


Tidende er en humlebi i medieverdenen. Selvom techgiganterne suger annoncemarkedet, og brugerne er blevet digitale med lavere betalingsvilje, så er Bornholms Tidende en journalistisk og kommerciel succes.

Det er vi først og fremmest, fordi abonnenterne og annoncørerne her på Bornholm på trods af tidens strømninger er med os og tror på, at Bornholm har brug for fælles og upartisk viden, der skaber sammenhold, debat og demokrati. I 2023 leverede vi det bedste driftsoverskud i over 20 år, og 2024 tegner også fornuftigt for Tidende. Det lader sig gøre med gode kunder og dygtige medarbejdere, der kæmper for at bringe Bornholm sammenhold og viden.

Fornuften siger, at det ikke burde kunne lade sig gøre. Tidende er et lille regionalt dagblad med begrænsede kræfter til udvikling og økonomi. Men vi er en humlebi, der stadig flyver hver dag med nyheder, aviser, pakker, annoncer, breve, bøger, ugeblade og magasiner i et meget trængt dansk marked.

Desværre er Tidendes økonomiske succes betinget af abonnenter og annoncørers opbakning, og vores overskudsgrad er så spinkel, at vinden let kan blæse den anden vej. Derfor skal vi være ydmyge og fortsat kæmpe for at sikre Bornholm god kvalitetsjournalistik, selvom det koster en del at producere.


Tirsdagens salg af 25 procent af aktierne i Tidende fra belgiske DPG Media til norske Amedia er i den henseende en fjer i hatten for Bornholm. Amedia er fondsejet og har som sit formål at udgive publicistisk journalistik – ligesom fonden bag Bornholms Tidende, der stadig ejer 70 procent af aktierne.

Ikke alene er formålet for de to ejere næsten identisk. Amedia har også rygsækken fyldt med succesfulde digitale værktøjer, som Tidende formentlig kan drage nytte af. Amedia tjener gode penge i Norge og Sverige på dagblade. I Norge har de over 800.000 abonnenter, og 70 procent af dem er digitale. Amedia har dermed ligesom Tidende abonnenter blandt 30 procent af husstandene i deres område.

Med en så succesfuld ejer bag Tidende tegner fremtiden mere lys for Bornholms sammenhold og demokrati. Amedia er nordiske eksperter i digital forståelse, abonnementssalg og mediedrift. Det kan vi alle glæde os over nu er en del af det langsigtede ejerskab bag Tidende.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT