Gravgaard: Kære kandidater, må vi se jeres forskelle?

Gravgaard: Kære kandidater, må vi se jeres forskelle?
LEDER | DEBAT | 8. NOV • 05:30
LEDER | DEBAT | 8. NOV • 05:30

Ti dage før valgdag er næsten hver tredje vælger stadig i tvivl, og flertal kan dannes på kryds af midten. Kandidaterne præsenterer alt for få forskelle.

Når de mange valgbolsjer, der deles ud på hvert et torv over hele øen, pakkes ud af de partifarvede papirer, ligner de hinanden foruroligende meget. Lad os bruge de sidste 10 valgkampsdage på, at kandidaterne viser os, hvad der reelt skiller dem – og hvilke smertefulde valg de tør træffe for at sikre Bornholms økonomi og dermed vores demokratiske selvstyrede samfund.

TV 2 Bornholms seneste måling gør det krystalklart: De sidste 10 dage afgør alt. Oppositionens gamle protestpartier har tabt terræn, og en stor, bevægelig midte kan tippe enhver retning. Alligevel lyder næsten samme refræn fra alle sider: Langsigtet samarbejde, hjælp til erhvervslivet, sikre arbejdskraften og tilflytningen, omsorg for unge, ældre og sårbare. Det er gode løfter, som det er svært at være uenige i. Det er fint – men det er ikke en plan. Det er en ønskeliste, og hverken Energiø eller genskabelse af vækst i erhvervslivet kommer til at redde os fra sparemøller og dårlig velfærd i de næste fire år.

Bornholm står med en gordisk knude af økonomi, demografi og drift. Den kan ikke masseres væk med “dialog” og ”fælles retninger”. Den skal skæres over – med tydelige prioriteringer, der gør nogen glade og andre vrede. Det er politisk lederskab at sikre den udvikling. Det kræver mod og vælgopbakning, og den får I kun, hvis I viser os, hvad I vil gøre. Derfor: Vis os forskellene og hvor I tør handle.

Sig det rent til os. Vi har forstået, at I prioriterer samarbejde, og vi håber, I kan levere bedre på dette område end de seneste fire år. Men det er ikke nok at dele ens bolsjer ud i forskellige partifarver. Fortæl os i stedet, hvilke plastre I vil rive af – og i hvilken rækkefølge. Erhvervsliv og tilflyttere har brug for sikkerhed om sagsbehandling og planer, pendlere om færge- og flypriser, institutioner om stabil drift og medarbejdere om ro til kerneopgaverne. Resten af os har brug for at tro på, at vi genrejser vores samfund. Det kræver valg, ikke valgsange.

Vælgerne bestemmer den 18., og hvis I giver os gode argumenter for at stemme, kvitterer vi med høj valgdeltagelse – og bagefter skal I finde fælles løsninger.

Men inden da skal I vise os, hvad der reelt skiller jer ad. Vi forventer uenighed af jer under valgkampen, selvom dansk politik oftest belønner dem, der tier mest stille og laver færrest fejl. Det, Bornholm ikke kan leve med, er endnu en periode, hvor ingen tør vælge. Vis os jeres konkrete forskelle – så vi kan vælge de løsninger vi ønsker.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT