Der trænger nok i virkeligheden til at blive gjort op med de eksisterende plejehjems boliger, der jo er kommet ret langt væk fra de gamle alderdomshjems boliger, men nu igen trænger til fornyelse og gøres parat til de store og nok noget mere krævende efterkrigstids årgange, der bliver de næste til at tage ophold, i de offentlige beskyttede boliger.
Ingen fra mit eget årti 40'erne, som jeg taler med, ønsker at ende sine dage på et plejehjem. Ingen, som i slet ingen.
Lidt foruroligende, da det kræver meget økonomisk pondus at købe sig til al privat pleje og forblive i eget hjem: Sygepleje, tandlæge, velvære, rengøring, medicin, fuld kost, vinduespudsning, udflugter, motion, rejser, kultur etc. Ikke billigt. Men nogen kan, og de jeg kender, har netop en øremærket opsparing til dette.
Det tænkte jeg desværre slet ikke på i mit eget skønne arbejdsliv som offentligt ansat. Men omvendt, troede jeg vist heller ikke på, at jeg ville blive så gammel, som det nu ser ud til at jeg måske bliver. Jeg levede mere i nuet. Bortset fra det tror jeg i øvrigt på, at vi netop i min generation er mere bevidste og krævende, vi der var unge i 60'erne, og derfor måske selv vil være mere med til at forme og påvirke ældrepleje systemet indefra?
Vi finder os i hvert tilfælde ikke i det samme som de nuværende årgange gør. Vi vil ikke nøjes. Men uanset hvad bør vi alle nok være lidt mere optimistiske. Selve reformudspillet kan nemlig føre til væsentlige forandringer på den måde, ældreplejen leveres på. Selve målet om selvbestemmelse, frihed og tillid kan vi vist alle være enige i. Det svære er som altid midlerne til at nå derhen. Men der er lang vej, og det vil ikke være ensbetydende med, at man derved har installeret et helt nyt styresystem. Kontrol er kedeligt. Dokumentation, regler, skemaer, klientgørelse og andet bureaukratisk vraggods er noget skidt. Selvbestemmelse er godt. Nærvær er godt. Tillid er godt. Og frihed! Og så hold for guds skyld snart op med at sætte lighedstegn mellem det at være gammel og det at være syg.