En ny generation træder frem i uniform

En ny generation træder frem i uniform
LEDER | DEBAT | 23. OKT • 05:30
Tommy Kaas
Redaktør
LEDER | DEBAT | 23. OKT • 05:30

Laura fra Arnager er et symol på forandring. Når unge kvinder nu skal til Forsvarets dag på lige fod med mændene, er det et vigtigt skridt for både ligestilling og fællesskab.

Laura Grønbech Hansen fra Arnager stod tirsdag i regnen på Almegårds Kaserne som den eneste kvinde blandt de 17 mænd, som Tidende mødte til Forsvarets dag. Laura havde forberedt sig til fingerspidserne, for modsat de unge mænd ved hendes side så ville hun rigtig gerne godkendes og bydes velkommen i geledderne. Hun har nemlig sat sig for, at hun vil i Hesteskadronen i Slagelse.

Laura er på den måde en del af en tendens, hvor flere kvinder skal i Forsvaret. En ny virkelighed er trådt i kraft i år, og nu skal unge kvinder ligesom deres jævnaldrende mænd til "session", og mange kommer til at prøve kræfter med en opgave, som for mange stadig forbindes med noget, der mest er for mænd.

20-årige Laura mødte op af egen fri vilje. På grund af sin alder er hun ikke blandt de unge kvinder, der er tvunget til at gå til Forsvarets dag, men hun har selv truffet et valg om at gøre noget i det danske forsvar.

Dét er i virkeligheden nok lagt mere værd end en administrativ ligestillingsøvelse; At nogen møder op, fordi de vil, og viser en retning for fremtiden. Der spiller Laura en vigtig rolle, for hun tager del i den her udvikling, og med sit engagement og sin motivation er hun med til at tage skridt mod en mere ligestillet dansk værnepligt.

Nu er det vigtigt, at Forsvaret tager godt imod Laura og alle de andre unge kvinder, der skal igennem møllen. Der har været kedelige historier fremme om, hvordan ligestillingen har haltet noget bagefter, så det bliver vigtigt at rydde op og gøre nogle af de bekymringer, som har været fremme, til skamme. Det skal ske med ægte åbenhed og ligeværd, så hele øvelsen bliver begyndelsen på noget større og smukkere – ikke kun for Forsvaret, Laura og alle de andre unge kvinder, men for hele fællesskabet.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT