Dora-søstrene er Bornholms stolthed
Søstrene Rikke og Sidsel Høyer sætter strøm til transportbranchen og viser muligheder for Bornholms erhvervsliv.
Det er desværre ikke hver dag, vi har en vaskeægte startup-virksomhed med kæmpe potentiale. Men det tegner det til, at Bornholm har fået det med selskabet Dora Nordic i Rønne.
Selskabet er på tegnebrættet en usleben erhvervsdiamant. Bornholmerne Rikke og Sidsel Høyer har sat strøm til den analoge vognmandsbranche og løst praktiske problemer med at få klaret fragtbrev og få faktureret hurtigere ved brug af chaufførernes mobiltelefoner. Samtidig kan Dora Nordics system hjælpe med at udfærdige CO2-regnskab, så kunderne får vished for deres klimaaftryk, og vognmænd kan følge deres biler.
De to bornholmske kvinder har erfaring med både transportbranchen, techmiljø og management. De har dermed viden med sig til at kunne løfte opgaven.
Samtidig er Dora Nordics et skalérbart produkt, der kan rulles ud på mange andre markeder end det danske. I først omgang er søstrene fokuseret på det langt større tyske marked, men på sigt er der ikke grænser for hvilke lande, der har brug for transport med effektiv administration.
Dora Nordic, der er et anagram for det engelske ord road, har netop fået en ny svensk investor, som skal hjælpe med at løfte det søster-ejede selskab ud på de europæiske veje.
Det kan naturligvis stadig nå at gå galt. Men der er meget, der peger i søstrene Høyers retning. De har et umanerligt godt skud i bøssen.
Dora Nordic er indtil videre en stærk inspiration for alle os andre i det bornholmske erhvervsliv til at tænke stort, digitalt og løse eksisterende store branchers udfordringer på en simpel og ligetil måde, hvor alle kan være med.
Der er cirka ti gange så mange lastbiler i Europa, som der kommer turister til Bornholm på et år. Tænk over potentialet i at kunne hjælpe alle disse vognmænd og skabe vækst og arbejdspladser? Selv om vi er en lille ø i Østersøen, skal vi drømme stort og hjælpe resten af verden med at løse problemer.
Det kæmper Rikke og Sidsel Høyer for hver eneste dag, og de er nået meget langt hen ad vejen. Erhvervseventyr som Dora Nordic er dem, der kan løfte os. Bornholm kan nå meget større markeder end vores eget.

NYT JOB
OM BORNHOLMS TIDENDE
LÆS AVISEN DIGITALT
Læs avisen på din computer
Download app til Apple
Download app til Android
Ansvarshavende chefredaktør: Kristoffer Gravgaard.
Bornholms Tidende, Nørregade 11-19, 3700 Rønne.
Hovednummer: 56903000. Redaktion: 56903081. CVR nr: 35244115
© Bornholms Tidende Tekst, grafik, billeder, video, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Bornholms Tidende forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indhold med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11b og DSM-direktivets artikel 4".
Generelle handelsbetingelser | Cookie- og Privatlivspolitik | Cookiedeklaration