Der venter en stor opgave

Der venter en stor opgave
Hvor vi i november valgte 23 personer til den lokale opgave, satte vi i går navn på to politikere, som vi nu ønsker rigtig god arbejdslyst. Arkivfoto: Anders Hviid
LEDER | DEBAT | 25. MAR • 05:30
Tommy Kaas
Redaktør
LEDER | DEBAT | 25. MAR • 05:30

Gårsdagens valg får direkte betydning for hverdagen, økonomien og fremtiden på Bornholm. Vi har placeret to mennesker i centrum for udviklingen – og forventningerne er enorme.

Der er som regel mere gang i en kommunalvalgkamp end en valgkamp til Folketinget som den, vi netop har været igennem. Men hvor det selvfølgelig er vigtigt, hvem vi placerer i den lokale kommunalbestyrelse, så kan vores valg af politikere på Christiansborg i dén grad få afgørende betydning for vores samfund.

Ved deadline for denne leder var der endnu ikke sat navn på de to, der i den kommende valgperiode skal repræsentere Bornholm på tinge, men sikkert er det, at der venter en stor og spændende opgave for dem.

I dagens avis ridser nogle af de politikere, vi valgte til kommunalbestyrelsen i efteråret, arbejdsopgaverne op for dem, der nu får mulighed for at gøre en forskel fra København.

Der bliver talt en del om udligning – om hvordan staten bedst understøtter en bedre udvikling af Bornholms Regionskommunes økonomi. Der bliver talt om velfærd. Om daginstitutioner. Og om færger.


 

Sidstnævnte bliver en ordentlig luns på de to folkevalgte folketingsmedlemmers skrivebord her i begyndelsen af perioden. Det er af afgørende betydning, at det næste udbud bliver stykket sammen, så det rederi, der skal stå for den samfundsbegrundede færgebetjening fra 2030, ikke løber om hjørner med sit kernepublikum.

Sådan er det jo på alle områder: Vi sætter Bornholm først og forventer, at vores politikere arbejder med dét fokus.

Derfor er gårsdagens folketingsvalg enormt vigtigt for Bornholm. Den kommende regering kommer til at træffe beslutninger om penge, transport, job og velfærd med direkte indflydelse på vores hverdag.

Og hvor vi i november valgte 23 personer til den lokale opgave, satte vi i går navn på to politikere, som vi nu ønsker rigtig god arbejdslyst. Der bliver nok at tage fat på.

FÅ ABONNEMENT