En kompensation på knap 19 milliarder kroner til de danske minkavlere er OK, men vi er også en gruppe fiskere, der har investeret store summer i torsk i Østersøen – kvoter som staten stille og roligt har taget fra os – vel at mærke helt uden kompensation!
For mit eget vedkommende havde jeg i 2017 en kvote på 654 tons østersøtorsk, som i 2021 er reduceret til 4,5 tons – altså en reduktion på 99,3 procent. Der er en hel del bornholmske fiskere, der siden 2007, da der blev indført FKA (fartøjs-kvote-andele), investerede store summer i opkøb af kvoter for at sikre sig fiskerettigheder. Der var også gode år, hvor der blev tjent penge, men så kom sælproblemet, som er det eneste svar på, at torskebestanden er i den dårlige tilstand, som situationen er på nuværende tidspunkt. Samtidig med at der ikke er ansvarlige ministre til at tage hånd om problemet!
Derfor er kvoterne blevet nedskåret, som de er blevet – men uden nogen form for kompensation. 1.100 minkbedrifter bliver kompenseret med knap 19 milliarder kr., men 50 danske fiskefartøjer, som også har mistet deres eksistensgrundlag, har ikke modtaget så meget som et bøjet 5-øre!