Et farveløst kanvas

KOMMENTAR | DEBAT | 31. MAR • 19:00
Af:
Amar Dlakic
kommentator
KOMMENTAR | DEBAT | 31. MAR • 19:00

Vi har skuffet Moder Jord.

 

Det ærgrer og irriterer mig hver gang, at nogen skal skrive om den uundgåelige nedadgående klimatendens, som skræmmer mig og så mange andre.

Det er især slemt, når unge skriver om det. For det er faktisk et så seriøst emne, at selv de unge kan sætte sig ind i det, og de mener ikke, at det er langhårede politik.

Men masseuddøen, skovbrande, smeltende isbjerge og tab af artsrigdom er nok heller ikke det sværeste at forstå i verden?

En dokumentar

For et par dage siden så jeg en dokumentar. Den stadfæstede tydeligt, at i 2050 vil en million dyre- og plantearter være væk. Ikke truede, ikke i fare for at uddø – men pist væk.

Det ramte mig som en knytnæve i hovedet - kæmpe tal, kæmpe tab, og så ovenikøbet kun om 25 år?

Det var ikke, fordi det var noget nyt, fordi alle kender til det, og alle anerkender problemets kaliber samt nødvendigheden for at skifte retning. Problemet er bare, at der ikke er særlig meget handling, men rigtig meget snak. Mange er bange for, hvordan verden ser ud om et par år – og forståeligt nok - vi skal være bange. Jeg tror, at langt størstedelen af årsagerne til vores handlingslammelse bunder i, at vi ikke er nok bange. Vi er gode til at ansvarsforskyde.

Jeg er næsten sikker på, at alle mindst en gang har hørt: ”Danmark er et lille land. Vi kan intet ændre”.

Ikke skræmmekampagne

Jeg vil ikke have dette til at være en skræmmekampagne, men forestil dig en verden, hvor skove står tyste uden fuglesang, hvor savannen ikke længere rumsterer af liv, men glider hen i uigenkendeligheden, og hvor havene er livløse.

Det er ikke et særligt positivt syn, vel?

Men vi fortsætter...

Skolen lærer os på daglig basis om klimakrisen.

Vi hører om smeltende gletsjere, svingende vejrprognoser og arter, der forsvinder ind i glemmebøgerne. Men vi fortsætter alligevel med vores overforbrug, streaming, små get-away trips til Paris eller London, samt vores massive indtag af oksekød.

Og tro mig, vi ved helt præcist, hvor meget vi forgifter vores smukke jord, men vi er som mennesker programmerede til at selvretfærdiggøre vores forbrug ved hjælp af afmagt og fralæggelse af ansvaret, fordi vi ikke kan tage byrden for en hel civilisation, og derfor er det lettere at sige: ”jamen, hvilken forskel gør jeg som individ egentlig i det store billede?”

Absurd?

Det kan føles absurd, at en persons små handlinger skulle gøre en forskel, når de, der sidder med magten, stadig tillader motorvejsudvidelser, olieboringer, og storforbrug.

Mange ville nok tænke, at det er lidt paradoksalt, at individets eget værdisæt skulle stå i kontrast til dem med magten - de, som burde være forbilleder.

Fordi hvad hjælper det egentlig, at jeg køber en brugt trøje, hvis regeringen samtidig giver tilladelser til at fælde skove?

Det har jeg også ofte selv tænkt på, men vi skulle allerede for længe siden have været i gang med en global forandring, ikke blot tale om den. Vi må se, hvad der er i fællesskabets interesse her.

Så derfor skriver jeg dette indlæg, så andre kan brygge videre på det. Jeg kan ikke redde verden alene, men jeg kan sige det højt. Nu har jeg i hvert fald benægtet at lade som om, at det ikke går mig på.

Klimakrisen er ikke noget, der sker om 50 år. Den sker nu. Og vi kan ikke vente længere. Vi har skuffet moder jord mange gange - lad os forsøge at rette op på det.

Amar Dlakic er en af Tidendes faste kommentatorer. Han går på Campus Bornholm. Han er formand for Ungerådet og aktiv i mange sammenhænge.


 

 

Følg debatten på facebook!


Ejn bøttebone

Et i reglen firkantet bræt på ca. 18–20 cm på hver led, med en pind midt på under brættet som håndtag, der blev brugt til at have mørtel på, når man fugede eller understrøg som et lettere alternativ til det almindelige ‘spækkjebræ’. Den kaldtes også blot for ‘ejn bone’ eller ‘ejn præst’.
FÅ ABONNEMENT