Julie Damgaard er flyttet fra Odense til Bornholm for at arbejde som kiropraktor. Efter nytår flytter hendes kæreste med og bliver hendes kollega.
Hvor kommer du fra?
– Jeg er flyttet hertil fra Odense, men jeg er født og opvokset i Hjallese. Jeg har studeret til kiropraktor i Odense. Så udover masser af rejser har jeg opholdt mig meget på Fyn.
Men du kan godt lide at rejse?
– Jeg kan rigtig godt lide at rejse, ja. Jeg rejste rundt i et halvt år tid i det meste af Sydamerika og Mellemamerika og lidt af USA, og så har jeg ellers været rundt i Malaysia og på interrail rundt i Europa. Så det gør mig ikke noget at tage en backpack på og bo på snavsede hostels og sådan noget.
Hvordan kan det være, at du har valgt at være kiropraktor?
– Jeg havde faktisk aldrig været hos en kiropraktor, før jeg startede studiet. Jeg er gymnast, og jeg havde en fysisk vejleder, som var kiropraktor. Han var stor og stærk og lignede slet ikke mig rent fysisk, så jeg havde et helt andet billede af, hvem der kunne være kiropraktor.
– Men så nogle år senere fik jeg en rytmetræner, som lignede mig, og som lige var blevet uddannet kiropraktor - og der ændrede billedet sig, så jeg tænkte, gud, det kan jeg egentlig også godt. Der er en, der ligner mig.
– Jeg har altid godt kunne lide kroppen og bevægeapparatet, så det var blandt andet min gymnastiktræner og en rigtig sød pige til et åbent hus-arrangement, der fik mig overtalt til at søge ind på studiet. Så tænkte jeg, nu giver jeg det et skud, og så holdte jeg i de der fem år.
Hvorfor blev du hængende?
– Jeg kunne rigtig godt lide studiet, og jeg kunne rigtig godt lide menneskene. Men det er også rigtig fedt at komme ud i virkeligheden, for på studiet har vi øvet rigtig meget på sunde og raske mennesker i alderen 22-30 år. Så det der med faktisk at komme ud og se nogle lidt slidte rygge og nogle patienter med faktiske smerter og problematikker, det er faktisk vanvittig spændende.
– Jeg har også altid rigtig godt kunnet lide at have menneskekontakt, og det er en del, jeg særlig føler mig god i. Så det der med at omgås mennesker, snakke med dem og kunne hjælpe dem. Uanset om det er mig, der kan hjælpe, eller om jeg kan hjælpe dem ved at sende dem videre. Det er rigtig fedt.
Og du er flyttet til Bornholm? Var det en nem beslutning?
– Jeg tror, det var en grænseoverskridende beslutning. Det havde nok været værre, hvis der ikke var så stor opbakning, blandt andet fra min kæreste, men også fra familie og venner. De syntes alle sammen, at det var en fed mulighed, og så blev beslutningen nemmere lige så snart, jeg havde snakket med Hanne (Nielsen - arbejdsgiver, red.).
– Så vidste jeg, at jeg landede et sted, hvor jeg gerne ville arbejde, og hos en person, som jeg gerne ville lære af. Det gjorde også beslutningen nemmere.
Hvordan har det så været?
– Det har været vildt. For det første har jeg startet arbejde, og er flyttet et helt nyt sted hen oven i hinanden, så jeg har virkelig været blæst helt bagover på den gode måde. Jeg har sovet rigtig godt om natten de sidste to måneder, det har jeg virkelig.
– Jeg nåede lige at få september med, hvor Bornholm bare stod dejligt og smukt. Nu glæder jeg mig egentlig også bare til at se, hvad Bornholm byder på i efterårsmånederne.
Og din kæreste kommer også herover?
– Ja, han læser også til kiropraktor, og han bliver færdig nu her til januar, og det betyder meget, at vi ved, at det venter foran, at vi kan bo sammen her. Og så bliver han jo også min kollega - det bliver spændende.
Tror du, det bliver Bornholm for evigt for jer to?
– Jeg ved det simpelthen ikke. Jeg glæder mig til at finde ud af, om det bliver Bornholm forever. Og det har vi også talt om, at den eneste måde, man egentlig finder ud af det, er at prøve det af. Og hvilket bedre tidspunkt at gøre det på nu, hvor vi kan flytte til Bornholm uden at efterlade en hel masse. Så det er meget spændende, at vi ikke ved, hvad fremtiden skal bringe lige nu. Jeg tror, vi begge to har det helt fint med, at nu prøver vi lige det her eventyr. Og så ser vi, om vi bliver hængende. Men der er ikke nogen udløbsdato på lige nu.
Og hvad med gymnastikken?
– Jeg har ikke lavet gymnastik hele det her år på grund af arbejde og studie. Men for mig har den bedste måde at bevæge sig på altid været gymnastik. Lige nu er det bare blevet overtaget af cykling og løb, som det ligner, det også er for alle andre.
– Men jeg vil rigtig gerne starte op til noget gymnastik her. Jeg tror endda, fanen er åben på computeren derhjemme, men det ser ud, som om der er rigtig meget at vælge imellem, så jeg skal lige finde ud af, hvordan jeg gør.
Julie Damgaard
27 år, nyuddannet kiropraktor Arbejder hos Kiropraktor Bornholm i Nexø Kærester med Nikolaj, som flytter til Bornholm og bliver hendes kollega efter nytår.