Aktiv dødshjælp skal tillades

Aktiv dødshjælp skal tillades
Arkivfoto.
| ABONNENT | 17. JUN 2020 • 21:22
Af:
laeserbrevsskribent
| ABONNENT
17. JUN 2020 • 21:22
Jeg kender til en ung kvinde, som er en blandt flere, der de senere år har fundet vej til Bornholm. Hun har udtalt: Krisen har lært os, at vi ikke behøver så meget for at være lykkelige. Et fantastisk udsagn.

Endvidere mener hun, at de der fortjener særlig ros i forbindelse med nedlukningen af Danmark, er de unge. De er de sande vindere. Statsministeren har udtalt, at hun er enig.

For nyligt fremsatte en anden ung kvinde på debatsiderne her i avisen et interessant tankeeksperiment.

Hun forestillede sig, at hun var kronisk syg og 89 år gammel. Led af demens og andre kroniske sygdomme. Livstræt og mæt af dage. Hun planlagde i sit tankeeksperiment, sin egen alderdom, og bad om ikke at få livsforlængende pleje.

Samfundet skal ikke bruge penge på en hospitalsseng og en respirator til mig, skrev hun.

I stedet for ilt og penicillin, bad hun om godt med morfin og andet beroligende. Og om at få lov blive i eget hjem længst muligt med hendes familie.

Jeg forstår udmærket hendes pointe. Enhver der har besøgt et plejecenter eller et hospice ved, hvad hun taler om. Jeg selv og mange andre ældre, ville gerne kunne indgå en pagt med samfundet og vores pårørende, når vi når dertil. Få en værdig død. Ikke dø af hverken smertefulde sygdomme eller ensomhed. Bare få lov til at give slip, når vi selv ønsker det. Aktiv dødshjælp betyder en let, lykkelig død. I Danmark er det som bekendt stadig ulovligt at udøve aktiv dødshjælp. På trods af, at over 70 procent af den danske befolkning går ind for det. Jeg håber inderligt, at hvis jeg lever bare et dusin år endnu, så vil lovgivningen om dødskriteriet være blevet lempet? Jeg tror det.

Danny Christensen, kredsformand for Danske Seniorer på Bornholm