De gør et fantastisk stykke arbejde
Andreas Søgaard blev valgt ind i bestyrelsen i Tejn Borgerforening for to år siden. Det gjorde han, fordi han synes, det er vigtigt at bidrage til det lokale foreningsliv. Men nu bliver den 31-årige næstformand nødt til at tage en pause fra det frivillige arbejde, og derfor har han meddelt, at han træder ud af bestyrelsen på generalforsamlingen den 23. marts.
– Jeg stopper, fordi jeg har fået en dreng for halvanden uge siden, og vi har allerede en i forvejen. Jeg vil gerne gøre noget for lokalområdet, men jeg synes ikke, det er fair overfor de andre, hvis jeg laver en venstrehåndet indsats, siger Andreas Søgaard. Han satser på at kunne vende tilbage til det lokale foreningsliv om et par år, når der er mere luft i kalenderen.
Han ser den aktuelle situation som et tegn på, at borgerforeningen er midt i en brydningstid, hvor nye ideer møder gamle. Han har imidlertid kun godt at sige om bestyrelsens arbejde.
– Jeg synes, de gør et fantastisk stykke arbejde. Brita (Hansen, red.) har stået for den her borgerforening i 30 år og har virkelig brugt meget tid på lokalsamfundet. Så kommer man til at gøre tingene på sin egen måde, og borgerforeningen kan helt sikkert lære at gøre tingene på nye måder. Jeg gik selv ind i foreningen for to år siden for at tilføje noget nyt og gøre det på en smartere måde, men det kommer ikke til at ske på en formiddag. Det er et maraton, ikke en sprint, og det skal gøres i samarbejde med de ildsjæle, der har været i gang i så mange år. Frivilligt arbejde kræver, at man løfter i flok, siger Andreas Søgaard, der med sikkerhed kan sige, at han ikke står bag den anonyme henvendelse.