To nye tilfælde af corona på Bornholm

To nye tilfælde af corona på Bornholm
Opgørelserne over testede og smittede indeholder nu data fra både offentlige og private testudbydere. Foto: Jens-Erik Larsen
Lørdag 13. marts 2021 • 15:45
Holger Larsen
Journalist
Lørdag 13. marts 2021 • 15:45

Der er registreret to nye tilfælde af coronasmitte på Bornholm, viser lørdagens opgørelse klokken 14 fra Statens Serum Institut.

På landsplan er der fundet 613 nye tilfælde. Antallet af indlagte er 213 (12 færre end for et døgn siden). Heraf er 39 på en intensiv afdeling, 24 i respirator. Fredag var der fortsat én indlagt på Bornholms Hospital.

I alt er der nu 219.918 bekræftede tilfælde af corona i Danmark. 2.390 er døde.

På Bornholm er der i de seneste syv dage ifølge opgørelsen i alt testet 15.091 personer og fundet 18 smittede.

På Bornholm er der flere udbydere af test, og de kommer efterhånden alle med i opgørelsen fra seruminstituttet, der på sin hjemmeside skriver:

"Bemærk fra onsdag den 10. marts 2021 inkluderer alle opgørelser både data fra offentlige og private testudbydere (dvs. at der er tilføjet tests fra private testudbydere taget siden 1. februar 2021) og dermed både PCR- og antigentests. Ud over data fra TestCenter Danmark (TCD) og landets Klinisk Mikrobiologiske Afdelinger (KMA) indeholder offentlige data nu også testindsatser i kommunalt regi på skoler. Data fra de private testudbydere dækker både offentligt finansierede og ikke offentligt finansierede test. Man skal være opmærksom på, at der løbende tilkobles flere private testudbydere til opgørelsen, efterhånden som flere begynder at indberette til SSI".

Vaccinationer

4.748 bornholmere har fået minimum én dosis af vaccinen, 1.817 personer er færdigvaccineret, fremgår det af dagens tal fra Statens Serum Institut.

FÅ ABONNEMENT