Sprogforskeren fra Pedersker vil redde det bornholmske sprog, før det forsvinder

Som dreng ville Alex Speed Kjeldsen være arkæolog. I stedet blev han sprogforsker, og da han flyttede tilbage til sin barndomsby i Pedersker, blev han bidt af at lave en ordbog over det bornholmske sprog. For han vil redde de bornholmske ord, inden de forsvinder.

Da sprogforskeren Alex Speed Kjeldsen var dreng, flød det bornholmske sprog selvfølgeligt mellem ham og kammeraterne. Og i hans barndomshjem i Pedersker var bornholmsk også modersmålet, han voksede op med.

– Når jeg tænker tilbage, var det pinligt, syntes jeg, hvis mine forældre hørte mig tale rigsdansk. Jeg kunne godt gøre det i skolen, men jeg ville ikke have mine forældre skulle høre det. Det føltes så kunstigt på en eller anden måde, husker Alex Speed Kjeldsen.

Da han som ung tog til hovedstaden for at studere filologi på Københavns universitet, blev det bornholmske imidlertid tilsidesat, mens han med tiden først blev magisterkonferens og senere skrev ph.d. Nu sidder han i en stilling som lektor ved Institut for Nordiske studier og Sprogvidenskab på Københavns Universitet.

– I 20 år talte jeg primært rigsdansk, siger sprogforskeren – på syngende bornholmsk. For i dag behøver han ikke pakke de bornholmske gloser væk det meste af tiden.

I 2016 flyttede han nemlig med sin kæreste og dengang femårige søn tilbage til sin fødeø, og netop i dag arbejder han hjemmefra. Det gør han to-tre dage om ugen, ”og det er de bedste dage, for så er der mere ro”, fortæller han muntert fra sit køkken i Pedersker.

– Jeg er vokset op lige hernede tæt ved stranden, smiler han og peger i retning af den lokale kirke.

At familien netop valgte at bosætte sig i hans barndomssogn, er heller ikke en tilfældighed, for det hænger sammen med, hvorfor de faktisk flyttede tilbage til Bornholm.

– Det er den klassiske fortælling om, at når folk får børn…, begynder han.

– Min kone er fra Sverige, så vi havde ingen der kunne hjælpe os i København. Vores søn var født for tidligt, så han var en del syg det første år. Det er heldigvis gået fint, men der kunne vi godt mærke, at det ville have været rart at have familien tættere på. Vi syntes også, det var synd, hvis vores søn ikke fik nogen rigtig kontakt med bedsteforældrene, så vi flyttede hertil, inden han begyndte i skole, siger han og ser mod den røde skolebygning, som kan ses fra køkkenvinduet.

– Så nu går vores søn Alfred på den lokale skole, hvor jeg selv gik. Nu er det bare blevet en privatskole.

Et smil spreder sig hos sprogforskeren.

– Min barndom husker jeg også først og fremmest som tryg, og det er også en af grundene til, at vi er flyttet tilbage til Bornholm. Og hvis vi hæver perspektivet lidt i forhold til, hvad Bornholm kan de kommende år, så er det netop supervigtigt, at de unge, der vokser op på Bornholm, har en god oplevelse af at bo her. Ellers flytter de ikke tilbage. Men jeg havde altså selv en god oplevelse, siger han og smiler igen, inden han tilføjer, at han faktisk også selv har prøvet at være skolelærer på øen.

Blev tændt af islandsk

Som barn ville han egentlig – måske inspireret af Indiana Jones-filmene – være arkæolog. Han havde også nemt ved de naturvidenskabelige fag, så senere troede han mere, at han skulle læse matematik eller datalogi. Men som nybagt matematisk student i 1995 blev han i stedet lærervikar på Aaker Skole (den nuværende Hans Rømer Skolen), og han førte endda sine lever op til eksamen i tysk, fordi der dengang var så stor lærermangel.

– Det er helt vanvittigt. For jeg havde ikke engang tysk i gymnasiet, men havde kun haft det i folkeskolen, siger han og griner.

– Jeg havde også leget en del med de tyske turistbørn om sommeren som dreng, ligesom jeg læste op på de tyske gloser, mens jeg underviste i det. Og jeg tror faktisk, det var det, der gjorde, at jeg blev optaget af grammatik, det ligner jo på den måde også lidt matematik.

Målet blev nu at blive gymnasielærer i dansk.

– Jeg havde også haft en utrolig god dansklærer i gymnasiet. Og det var også en af grundene til, at jeg kom til at læse dansk, fortæller han.

Som kvik gymnasieelev havde han klaret de fleste lektier i bussen til og fra Pedersker, så det var først som universitetsstuderende, at han for alvor dykkede ned i bøgerne – og blev der. Især efter han tog et fag i middelalderens nordiske sprog.

– Der havde jeg også en sindssygt dygtig underviser. Så det var nærmest fra første time, jeg blev opslugt af det islandske og tænkte, at det var det, jeg skulle forske i, siger han med lys i øjnene:

– Det var en ret vild oplevelse, for jeg var jo lige startet, og jeg kan ikke helt forklare hvorfor. Der var bare noget der tændte.

Sproglig arkæolog

Den faglige gnist blev hurtigt til flammer og med tiden et gedigent bål, han siden har kunnet varme sig ved. For efter en seksårig magisterkonferens, fortsatte han som ph.d.-studerende, hvor han skrev om et stort islandsk sagahåndskrift fra 1200-tallet. Det var også i den periode, at han mødte sin kæreste på en konference i Island. Hun er også sprogforsker. Og sammen deler de nu rent fagligt Norden imellem sig. For mens hun forsker i både dansk og svensk med en ugentlig dag på Det Danske Sprog- og Litteraturselskab i København, er han selv forsker i gammelnorsk og islandsk, ligesom han også er begyndt at forske i bornholmsk og for tiden underviser i bornholmske runeskrifter. På den måde er han kommet lidt tættere på en barndomsdrøm om at blive arkæolog, et erhverv, der i forvejen lå et stykke fra forældrenes.

– Min far var blikkenslager og min mor arbejdede 40 år på kommunen som teknisk tegner og IT-supporter. Men jeg han bare huske, hvordan jeg syntes, det var så spændende, at man kunne hive ting frem fra jorden, som gemte på noget historie, fortæller han begejstret.

– Det endte jeg jo så ikke som. Men jeg er endt som sproghistoriker, så det er den immaterielle kulturarv. Vi henter den ikke frem fra jorden, men vi graver den frem af et eller andet, siger Alex Speed Kjeldsen, der gennem mange år tålmodigt har specialiseret sig i islandsk og gammelnorsk som sprogforsker. Og siden han flyttede tilbage, har han givet sig i kast med et stort bornholmsk ordbogsprojekt.

En hær af frivillige

– Jeg havde hørt, at der på universitetet forelå et stort videnskabeligt funderet forarbejde til en bornholmsk ordbog tilbage fra 1940erne. Men der var ikke arbejdet på ordbogen siden. Så da jeg var flyttet til Bornholm, var der nogle af mine kolleger, som jokede med, at så kunne jeg gøre den færdig. For der er ikke så mange filologer, der ville kunne gøre det, og som også kan bornholmsk dialekt.

Alex Speed Kjeldsen smiler. For han havde sine betænkeligheder, inden han blev hooked på ideen.

– Først tænkte jeg, at det jo er det norske og islandske, jeg interesserer mig for. Men så kunne jeg godt mærke, at der var noget i det med at komme hjem og få lov til at snakke den dialekt, som i snævrere forstand er mit modersmål. Og jeg kunne også godt se, at hvis jeg ikke gjorde det, så var der nok ingen, der gjorde, uden at det skal lyde for prætentiøst. For så havde de gjort det tilbage i 1940erne. Og jeg tænkte, at vi jo kunne starte i det små.

Han lod sig derfor i 2019 interviewe af Anette Vestergaard her i avisen, hvor han fortalte om ordbogsprojektet. Og i artiklen stod der også, at folk kunne melde sig, hvis de ville.

– Jeg regnede med, at der kom en lille håndfuld. Men pludselig rejste der sig en hær af frivillige på Bornholm, som ville hjælpe til. Samme weekend, som artiklen var i avisen, var der tilbagemeldinger fra 20, fortæller han med måbende mine.

– Det var helt vildt! udbryder han begejstret.

– Og i dag er vi 35 frivillige i den ordbogsgruppe, som både hjælper til med at taste ind, læse korrektur på tekster og meget mere, og det er meget motiverende.

Selv har han også fået lov til at bruge en del af sin frie forskningstid på projektet.

– Vi har det der hedder fri forskningstid, og det skal selvfølgelig bruges indenfor mit felt. Men så er der rimelig vidde rammer. Men jeg bruger også en del af min fritid, siger sprogforskeren, som møder forundrede ansigter på universitetet, når de ser, hvordan ordbogen er skredet frem.

– Når jeg viser mine kolleger, sprogfolk, dialektforskere og ordbogsfolk, hvad vi har nået siden 2019, så tror de ikke på det. Men fordi vi har en hær af frivillige, er vi nået meget langt, siger han og fortæller, at projektet også har vist sig at have en dybere betydning end den rent faglige – både for ham selv og øvrige bornholmere på øen.

– Allerede efter artiklen i avisen var der folk, der ringede, nærmest med gråd i stemmen og fortalte, hvordan de kunne huske at ordbogen var gået i stå. Det blev klart, at det var noget, der betød noget for folk. Og det betød også mere for mig selv end jeg havde troet. Så det er et projekt, som har forenet mit forskningsarbejde med mig selv, kan man sige.

Arbejdede for meget

Sprogforskeren arbejder derfor også mange timer frivilligt på Bornholms ordbog, fordi han bliver smittet af begejstringen fra de frivillige, og de fortjener jo også respons på deres arbejde, som han siger. Men faktisk har akademikeren skruet ned for sin arbejdsbyrde, så han nu tillader sig at sove helt til klokken 5.30.

– Som studerende kunne jeg godt finde på at stå op kl. 4 og gå i gang. Det var helt vanvittigt. Til gengæld kunne jeg ikke lide at sidde sent oppe og studere. Der var på et tidspunkt en professor ved mit institut, som havde den modsatte døgnrytme. Nogle gange mødte vi hinanden på biblioteket. Jeg kom ind kl. 4.30 om morgenen, og hun tog afsted kl. 5.00. Hun havde siddet oppe hele natten, så vi jokede med, at vi holdt døgnvagt. Men det gør jeg ikke længere, og jeg arbejder heller ikke så lange dage længere. Du skal ikke arbejde 80 timer hele dit liv. Det bliver for meget.

Bliver du aldrig stresset?

– Jo det bliver jeg. Af en eller anden grund er det ikke så slemt lige nu, men det har det været i perioder. Jeg er blevet bedre til det. Men jeg tror, at det svært for alle forskere at få tiden til at slå til, for der er krav til, at du skal publicere og undervise. Og selvom du kun får x antal timer til det, lægger du flere timer i det, fordi du gerne vil gøre det godt. Men det er ikke for meget at sige, at vi er et godt stykke ud over de 37 timer, vi bliver betalt for, siger forskeren, der husker sin Ph.d-tid som den hårdeste periode i hans arbejdsliv.

– Fordi jeg i forvejen havde en magisterkonferens i stedet for en kandidatuddannelse, fik jeg kun to år til at skrive min ph.d-afhandling. Det betød, at jeg måtte arbejde ved siden af, så det endte med, at det tog fem år at skrive min afhandling, mens jeg hutlede mig igennem økonomisk. Og når jeg ser tilbage, kan jeg ikke nødvendigvis lide mig selv i den periode, fordi jeg simpelthen arbejdede for meget og havde skyklapper på for at blive færdig. Men jeg mødte faktisk også min kæreste Maria midt i den periode. Og det var en stor støtte, siger han og smiler igen.

– Da vi fik vores søn ændrede mit liv sig også. Man får jo andre perspektiver på, hvad der er vigtigt, når du får bælla. Bælla er en tidsrøver. Men de er med til at give en nogle andre indsigter, og hvad der er vigtigt, siger han, men tøver lidt, før han svarer på, hvad det har lært ham selv.

– Jeg er nok blevet lidt rundere og bedre til at sige pyt. Når du får bælla, er du med ét ikke længere det vigtigste. For det ændrer sig fra det øjeblik, du får børn. Det gjorde det i hvert fald for mig. Også med de bekymringer det så giver. Før skulle jeg bekymre mig om mig selv og selvfølgelig mine nærmeste, at de havde det godt. Men det er alligevel noget andet, siger han og ser op.

– Vores søn blev som nævnt født for tidligt, så vi var selvfølgelig bekymrede i starten. Han er født syv uger for tidligt, og vi lå på neonatalafdeling nogle uger. Men vi har 7 9 13 være forskånet for alvorlige sygdomme, som andre kan have. Og de små ting og petitesser, jeg tidligere havde hængt mig i, fandt jeg ud af faktisk ikke betød ret meget i det store regnskab.

Læser runesten

Til gengæld er han stadig dybt optaget af sproghistorie, og i dag kan han godt sætte ord på hvorfor.

– Jeg tror, vi skal tilbage til det med, at jeg som dreng gerne ville være arkæolog. For det handler jo netop om at grave sig tilbage. At få en eller anden forståelse for noget, der var tidligere og ideelt set også derved få en forståelse af, hvor vi er i dag, gennem det der har været tidligere. Jeg har altid været meget interesseret i sproghistorie, hvad har udviklingen været, og hvorfor er det gået sådan og sådan. Vi har for eksempel gamle optagelser af bornholmsk og ting, der er skrevet ned, men der er alligevel mange huller, der skal fyldes ud, siger han begejstret.

Et sted man kan finde særlig gammelt bornholmsk er på runesten. Og selv har han stor succes blandt sine studerende med et runekursus på Bornholm. Om det er, fordi de studerende så også kommer en uge til Bornholm, tør han ikke sige, men efter semestret har han sammen med tre kolleger i hvert fald også lært sine studerende at læse runer.

– Øens runesten er fra vikingetiden og middelalderen. De fleste af dem ligger omkring 1000 eller 1100tallet. Og Bornholm har en meget høj densitet af runestene. De er meget spredt ud, men vi skal bl.a. til Østermarie og Klemensker, og det er, fordi de på kirkegårdene der har samlet en del fra området, så kan vi se en masse på samme tid.

Hvad står der typisk på de runesten?

– Dem, der er på Bornholm, er typisk mindestene over folk, som er døde. Den og den person rejste denne sten over den og den, og så står der typisk ’må krist hjælpe deres sjæl’, for de er jo ikke hedenske. Og det er lidt sjovt, for mange forbinder typisk runer med noget hedensk, men de bornholmske runestene er blevet rejst på et ret sent tidspunkt, også senere end i resten af Danmark.

Bornholmske runesten binder Norden sammen

Det er ikke kun de bornholmske runesten, der adskiller sig fra resten af landet. Det gør dialekten også.

– De fleste plejer at sige, at bornholmerne synger. Og det er en af de ting, som mange forbinder med det bornholmske. Bornholmsk er også den af de danske dialekter, der er mest gammeldags. Med gammeldags mener jeg, at den ligner oldsproget mest, altså vikingetidssproget. Bornholmsk er dermed den danske dialekt, der har udviklet sig mindst. Og det hænger nok sammen med, at vi bor lidt isoleret på en ø, hvor der før i tiden ikke gik fly og færger med flere gange dagligt, forklarer han.

– Bornholmsk er historisk set det, der kaldes for ældre østdansk eller et skånemål, og Skåne hørte jo tidligere ind under Danmark. Bornholm er derfor også den af de danske dialekter, der ligner svensk mest. Bornholmsk er faktisk en form for bindeled mellem Danmark og resten af Norden sprogligt set, siger han og fortsætter sin lille dialektforelæsning.

– Vi har en ide om, at vi på et tidspunkt snakkede meget ens tilbage i tiden, og så har det splejset sig op i dialekter senere. Sønderjysk, vestjysk eller vendelbomål, det er jo helt utroligt. Mange af de danske dialekter opstod med kristendommen, da vi fik sogne. Folk orienterede sig indenfor det enkelte sogn. De tog hen til den samme kirke og blev indenfor sognet, og derfor kom de med tiden til at snakke som hinanden. Den boble er så blevet brudt siden, fordi vi flyttede på kryds og tværs. Og det er blandt andet derfor, at det går tilbage for dialekterne, siger sprogmanden, som også tegner et sort billede af fremtiden for det bornholmske sprog.

– Som for alle andre dialekter må vi nok sige, at den går en meget hård fremtid i møde. Og vi kan faktisk se, at det er gået hurtigst tilbage på Bornholm i de seneste tyve år i sammenligning med fx sønderjysk og vendelbomål. Og det er en udvikling, der nok er umulig at vende. Vi kan håbe, at vi kan skabe noget interesse, og det har ordbogsprojektet virkelig gjort. Jeg har også fået henvendelser fra flere unge, der har spurgt mig om, hvorfor der ikke findes en version af den sproglige læringsapp Duolingo på bornholmsk.

Hvem er det ellers, der holder liv i dialekterne?

– Det gør de ældste, og det er jo problemet, for de ældre har det jo med at dø. Det er den vej, det går.

Jeg plejer at sige, at vi skal have flere håndværkere. For der er flere håndværkere, som taler dialekt end butiksansatte og akademikere. Men selvfølgelig er der undtagelser. Jeg taler for eksempel bornholmsk, og jeg er akademiker og det er der selvfølgelig også andre der gør, men generelt er det sådan.

Hvorfor tror du det er sådan?

– Det hænger vel sammen med at mange akademikere og andre med en højere uddannelse typisk har været ovre at læse.

Er det også, fordi det opfattes som finere at tale rigsdansk?

– Ja, det tror jeg ligger i det. Det viser undersøgelser også. Hvis man spørger, hvad folk synes om dialekter, svarer de, at det da er fantastisk, men hvis man så laver det, der hedder en sprogmasketest, hvor vi forsøger at aflæse, hvad de mener om dialekten ved at afspille stort set de samme udsagn, men hvor en taler højkøbenhavnsk, en rigsmål og så en med dialekt, så kommer der straks fordomme frem om dem, der taler dialekt. Det er sådan nogle meget fine og søde mennesker, de slår ingen ihjel, men de er ikke for kloge. Det er de fordomme, der kommer frem. Og den slags fordomme fremmer jo ikke dialekterne, for ingen vil sættes i bås med dem, der ikke er for kloge, og så dør dialekterne, fordi folk synes, at det lyder bondsk. Og det er det, der gør det notorisk svært at vende udviklingen. For hvis de unge skal tage dialekterne til sig, skal det jo være efterstræbelsesværdigt at tale dialekt.

Man taler typisk som de andre gør, påpeger han:

– Da jeg gik i skole i Pedersker talte nærmest alle en form for dialekt. Men nu er det jo modsat. Nu taler næsten alle rigsdansk. For alle vil gerne være en del af fællesskabet, så man taler det, de andre gør. På erhvervsskolerne taler flere bornholmsk, fordi nogle af de unge gerne vil kunne tale med på byggepladserne. Og derfor plejer jeg at joke med, at vi skal have flere unge ind på erhvervsskolerne, griner han.

”Mina fossta tuzen or på borrijnholmst”

Som forsker er han også interesseret i at fylde Bornholms ordbog, før dialekten dør ud.

– Det er nærmest grunden i det videnskabelige perspektiv. Det er at få det optegnet, mens der stadig kan optegnes noget. Nogle gange siger vi, at den er fem i tolv, så vi skal få lavet noget. Men den er halv et! siger Alex Speed Kjeldsen, som derfor allerede nu har en lille bog klar til at holde bornholmsk i live.

– Den hedder ”Mina fossta tuzen or på borrijnholmst” (“Mine første 1000 ord på bornholmsk”), som jeg har lavet sammen med Modersmål-Selskabet. Den udkommer i oktober. De har tidligere lavet en for vendelbomål og så har sønderjyskforeningen lavet en. Den sælger vanvittigt i Sønderjylland, 5000 om året, siger han håbefuldt, inden han vender tilbage til sit store ordbogsprojekt.

– Vi gør det ikke kun, fordi der skal være en ordbog, men også fordi vi har et håb om, at den bornholmske dialekts liv kan forlænges. Og selv hvis det ikke skulle lykkes, så har vi i hvert fald sat et monument over sproget bagefter, som kan være til glæde både for forskningen, men også for andre, siger han og tilføjer, at der stadig er utrolig meget arbejde at gøre.

– Der findes stadig masser af tekster og ord, som ikke findes i ordbogen endnu, og det skal jo tilføjes, og så håber jeg det på et tidspunkt lykkes at få nogle penge, så vi kan lave en kritisk redigering af hele ordbogen, for i 1940erne nåede de kun at redigere ordbogen fra a til f, og det bornholmske alfabet slutter jo ikke ved f. Så jeg håber vi kan få tilstrækkelig med bevillinger, så vi kan gøre det færdigt i løbet af 10 år. Og det ville være nærmest en verdensrekord i forhold til andre dialektordbøger, og jeg tror kun det kan lykkes, fordi vi allerede har fået så meget infrastruktur på plads med databaser osv. Men det er noget der kræver, at jeg kan bruge mere tid end bare min egen frie forskningstid. Og der skal i hvert fald ansættes en mere på fuld tid.

Drømmer om center for bornholmsk

Hvad er det vi mister, hvis vi mister dialekterne?

– Noget af det, jeg lagde mærke til, da jeg kom tilbage til Bornholm, var, at det giver noget lokal forankring. Og nu skal jeg selvfølgelig passe på, hvad jeg siger overfor dem, som ikke taler bornholmsk. Men det giver noget fællesskab. Jeg kan jo mærke, at det er meget nemmere at komme i snak med folk, med en ældre bornholmer end hvis jeg gik ud og talte rigsmål. Fordi vi har en forbindelse. Vi er fælles om et eller andet. Og sprog og identitet er jo noget, der i den grad hænger sammen.

Han holder en kort pause i sin bornholmske talestrøm.

– Jeg plejer faktisk at sige, at det føles værre at få kritik for, hvordan jeg siger noget, end hvad jeg siger. Det er næsten værre end indholdsmæssig kritik. Og det er, fordi sprog og identitet på mange måder er en del af os, siger Alex Speed Kjeldsen.

Hvad giver dig størst glæde i livet?

– Det er, når dem omkring mig generelt har det godt. Især er jeg selvfølgelig optaget af, at det går Alfred godt, og at han er glad. Det er han heldigvis meget generelt, og det er godt, siger han og flækker ansigtet i et varmt smil.

– I forhold til mit arbejde giver det mening, at jeg kan lave noget, som kommer til at stå tilbage også den dag jeg ikke er her længere, altså uden at det skal lyde for pompøst. Men at der bliver sat et vist stempel. Stort som lille. At der står noget tilbage, om det er Bornholmsk Ordbog eller hvad det er. At der er kommet et eller andet ud af de timer, du har brugt. At det ikke kun handlede om at høvle nogle timer af i arbejdsbanken, fordi du skulle kunne tage på ferie osv. Det havde været for trist, siger sprogforskeren, der også håber at kunne sætte andre aftryk på sin fødeø i den nærmere fremtid.

– En lidt nærmere drøm er, at jeg kan bruge endnu mere tid her på Bornholm, og kunne støtte op om endnu flere ting, der handler om Bornholms sprog og kultur. Og en anden drøm er, at vi på et tidspunkt kan oprette et center for bornholmsk sprog og kultur, som både er knyttet til universitetet, men også museet, Campus Bornholm og andre institutioner, hvor vi gennem formidling og undervisning kunne have fokus på forskellige aspekter ved Bornholms kultur, smiler sproglektoren, som således også i flere af ugens timer ville kunne “kvidre” på sin bornholmske dialekt, som han har gjort det, fra han var dreng.

Alex Speed Kjeldsen vil have optegnet de bornholmske ord, mens de stadig kan huskes. Og det er på høje tid: ”Nogle gange siger vi, at den er fem i tolv, så vi skal få lavet noget. Men den er halv et!” siger han. Foto: Joan Øhrstrøm

Blå bog

Alex Speed Kjeldsen. Født 1976. Lektor ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på Københavns universitet. Uddannet magisterkonferens og ph.d. i Nordisk Filologi. Er leder af det bornholmske ordbogsprojekt. Er desuden forfatter til flere bøger. Bor sammen med Maria Arvidsson og er far til Alfred på 12.

10 bornholmske ord og udtryk som alle tilflyttere (förda) og turister bør kende:

1. ejn bælli/bæll (flertal bælla): et barn
2. ejn horra (flertal horra): en dreng
3. en pibel (flertal pibla): en pige
4. ejn kar (flertal kara): en mand
5. ejn förder (en förd (om hunkønspersoner), flt. förda): tillægsord, der betegner en tilflytter fra resten af Danmark
6. âuer: over/ovre – “tâ âuer”: at tage til København (resten af Danmark)
7. mæljyl (best. mæljyln): “mellemjul(en)”, dvs. dagene mellem jul og nytår
8. å sjødda nâd: at arbejde, bestille noget
9. å hâ stræjnt: at have travlt
10. de rabbar å: det går nogenlunde