Rønne Havn vil stadig udvide i Kanondalen efter prøveboringer

| ABONNENT | 28. NOV 2019 • 17:03
Af:
jakob nørmark i bellacentret
| ABONNENT
28. NOV 2019 • 17:03
Rønne Havn er blot lige blevet færdig med udvidelsen, der kostede cirka en halv milliard kroner og har føjet 15 hektar til havnens samlede areal. I slutningen af 2020 skal det nye område for alvor i brug, når Siemens Gamesa ankommer med de gigantiske vindmølleelementer, der skal fragtes til Kriegers Flak. Havnens ledelse vurderer, at der snart bliver brug for mere plads.

– Jeg vil godt løfte sløret for, at vi allerede nu er på udkig efter at udvide det areal, vi har til rådighed, fordi efterspørgslen er så stor. Og sammenholdt med de muligheder, som Ørsted skitserer, har vi travlt, siger Thomas Bendtsen til Bornholms Tidende.

Konkrete undersøgelser

Rønne Havn har en langsigtet masterplan med udvidelser i flere etaper frem mod 2050. Masterplanen omfatter dog ikke det stykke jord i Kanondalen, som havnen har i kikkerten.

Arealet i Kanondalen måler fem hektar og ligger lige op ad det nye havneområde. I maj fortalte Rønne Havn første gang om deres ønske, og i løbet af de seneste måneder har havnen fået foretaget prøveboringer i Kanondalen.

– Det er det, som vi nu konkret har undersøgt og arbejder på at kunne få inddraget til disse projekter, siger Thomas Bendtsen.

Forestiller I jer, at sådan et transmissionsanlæg, som Ørsted foreslår, skal ligge på havnens areal?

– Nej. Ikke nødvendigvis. Som vi har erfaret er det særdeles kostbart at levere havneareal, der har de karakteristika, der skal til i denne branche. Det koster det hvide ud af øjnene. På den anden side, hvis det er den eneste option, skal vi kigge på, om vi kan være behjælpelige. Men der er heldigvis et stort areal på Bornholm, der ligger ud til vandet, siger Thomas Bendtsen.

Bestyrelsesformand Thomas Thors er enig i, at havnen ikke vil være den optimale placering for en omformerstation, som Ørsted forventer fylder seks-syv hektar og lægger op til at placere tæt på Rønne.

– Modtagecentret for transmissionsnettet kan i princippet ligge andre steder end i en havn. Hovedsagen er, at det her – hvis det realiseres – passer meget godt ind i vores strategi. Vi vil være installationshavn for vindmøller i Østersøen, og i den udstræking, der kommer danske vindmølleparker, ligger vi godt til, siger bestyrelsesformanden.

Han fremhæver, at Rønne Havn har en geografisk fordel sammenlignet med konkurrerende havne i Østersøen i forhold til fremtidige vindmølleparker på Rønne Banke.

– En af de ting, som jeg vidste i forvejen og har fået bekræftet på messen er, at jo tættere en vindmøllepark ligger på en installationshavn, jo billigere, fordi transporttiden fra havnen og ud til vindmølleparken simpelthen er dyr. Det koster et par hundrede tusind kroner i timen. Og da er det klart, at man har en kæmpe fordel, hvis man kun ligger 20 kilometer derfra – og ikke 70 kilometer.

Noget for noget

Tidligt i arbejdsprocessen med en udvidelse i Kanondalen har havnen taget bevaringsforeningen Rønne Byforening med på råd. Byforeningen erklærede på generalforsamlingen i maj, at de var skeptiske over for planerne om at indlemme pladsen i Kanondalen, der har status som bufferzone mellem havn og by. Byforeningen foreslog at indgå en form for byttehandel med Rønne Havn, der som modydelse kunne overdrage nogle af havnens arealer nærmere centrum til almenvællet.

I det hele taget har Rønne Havn medvind, og det virker, som om det giver havnedirektøren mod på tanden.

– Så det kan være, at vi kan blive færdige med den fulde model før 2050, siger Thomas Bendtsen om de langsigtede visioner i masterplanen.