"Annas Verden" rykker ind på Gudhjem Museum

"Annas Verden" rykker ind på Gudhjem Museum
Foto fra forestillingen: Per Morten Abrahamsen
| 14. SEP 2020 • 20:44
Af:
torben-oestergaard-moeller

14. SEP 2020 • 20:44
TEATER

Teaterforeningen Bornholm tager hul på teatersæsonen med en forestilling om maleren Anna Anchers fascinerende liv. Det bliver på Gudhjem Museum den 26. september, oplyser formand for foreningen Jette Glavind Pedersen i en pressemeddelelse, som fortsætter:

Det er de helt perfekte rammer om den musikdramatiske forestilling "Annas Verden", et portræt af en kvinde i et mandeunivers, men også af en kvinde, der ville være andet og mere end hustru og mor. Hun ville være kunstner.

For at imødekomme efterspørgslen på billetter og for at kunne efterleve restriktionerne i forbindelse med corona-epidemien har Teaterforeningen besluttet at dublere forestillingen, så der bliver to opførelser, klokken henholdsvis 14 og 16.

– Vi har derfor fordelt publikum og samtlige har fået en mail med besked om, hvornår man skal se forestillingen. Er der problemer med tidspunktet så kontakt Teaterforeningen, og vi får løst det på bedste måde, noterer Jette Glavind Pedersen.

Spillestedet Gudhjem Museum er valgt, fordi producenten Det Flydende Teater ikke har ønsket en teatersal, men et rum med historisk eller æstetisk medfortælling.

Forestillingen rejser centrale spørgsmål, der stadig kræver svar i mange menneskers liv. Et af de påtrængende er, om man både kan have børn og karriere, eller om man må vælge. Det var ikke let for Anna at forene de to, og omverdenens manglende forståelse for valg og fravalg gjorde det ikke lettere. Det er bestemt heller ikke nemt i dag, men Anna levede i en tid, der tillod hendes tegnelærer at sige, at hun burde lægge maleriet fra sig og følge sin mand efter devisen "malere har vi nok af, men gode mødre bliver der aldrig for mange af", fortæller Pelle Nordhøj Kann, der spiller rollen som Michael Ancher, Annas ægtemand, i pressemeddelelsen.

Jennifer Vedsted Christiansen har instrueret forestillingen, og den prisbelønnede dramatiker Julie Petrine Glargaard har skrevet teksten. De fire medvirkende er: Julie Riis, Luise Kirsten Skov, Pelle Nordhøj Kann og Nanna-Karina Schleimann, som er komponist og musiker.

Man kan læse mere om forestillingen på detflydendeteater.dk.