'Den levende kunst kan sætte gang i vores følelser og udfordre perspektiver'

'Den levende kunst kan sætte gang i vores følelser og udfordre perspektiver'
Foto: Jacob Jepsen
| ABONNENT | 2. JAN 2021 • 21:44
Af:
torben-oestergaard-moeller
| ABONNENT
2. JAN 2021 • 21:44
DAGENS NAVN: Laura Frederikke Jespersen elsker teater, er konstitueret som dramaskoleleder og arbejder for tiden på at skaffe et større renoverings- og formidlingsprojekt på Rønne Theater.

Hvor er du født og opvokset?

– I Rønne. Jeg flyttede som 18-årig og har boet i København og Aarhus siden.

Hvilken uddannelse har du taget – og hvor?

– Jeg er uddannet fra Dramaturgi og Dansevidenskab på henholdsvis Aarhus Universitet og Københavns Universitet, KU. Jeg blev cand. mag. fra Moderne Kultur- og Kulturformidling fra KU i 2014 og har siden da arbejdet med mange forskellige kunst- og kulturprojekter.

Hvad har bragt dig tilbage til Bornholm?

– Da vi fik vores andet barn, begyndte klippeøen at trække i os. København var et dejligt sted for os, men med udsigt til hav, klipper og familien omkring os besluttede vi os for at flytte hertil for tre år siden.

Du arbejder nu – og i hvert fald frem til udgangen af marts – på Rønne Theater. Hvad laver du?

– I 2023 fylder Rønne Theater 200 år. I den forbindelse ønsker teatret at igangsætte et større renoverings- og formidlingsprojekt for at sikre det som et aktivt og levende teater i mange år fremover. Jeg forsøger at lede projektet i rette retning sammen med bestyrelsen og projektgruppen og arbejder på at rejse penge til det. Jeg er "vokset op" på Rønne Theater, både på og foran scenen, og det er rart at føle sig hjemme i sådan et projekt. Jeg er også tilknyttet Bornholms Teaters produktioner, hvor jeg hovedsageligt laver formidlingsarbejde og publikumsudvikling. Og så sidder jeg i bestyrelsen for Bornholms Sommerrevy, så det er jeg også i fuld sving med at forberede sammen med resten af revyholdet.

Og du er også tilknyttet Dramaskolen?

– Ja, jeg har været drama- og danselærer på Dramaskolen de seneste par år. Jeg er netop konstitueret som dramaskoleleder, og det er skønt og livsbekræftende at undervise de engagerede elever. Det giver mig god energi i en travl hverdag.

Hvorfor er teater interessant at arbejde med?

– I arbejdet med teater føler jeg mig 100 procent mig selv. Det er kreativt, og der er plads til store armbevægelser, men også til stille fordybelse og refleksion. Teatret er et spejl af den verden og det samfund, vi lever i, og den levende kunst kan sætte gang i vores følelser og udfordre perspektiver på en måde, jeg ikke oplever andre steder.

Har du et yndlingsteaterstykke?

– Jeg har mange! Jeg har dog aldrig glemt Betty Nansen Teatrets opsætning af August Strindbergs "Et Drømmespil" i 2008. Der var jeg helt blæst bagover. Og inden corona ramte landet, så jeg Anders Juul i "Jeg løber" på det Kgl. Teater. Kæmpe præstation! Og så har danseforestillinger min store interesse. Jeg var i praktik på en forestilling af Edhem Jesenkovíc for nogle år siden, "4 Times Hundred", om at flygte fra krig og skulle integreres i en ny kultur. Her blev det tydeligt for mig, at dansen kan give publikum den umiddelbare, upolerede fortælling.

Hvad med et yndlingssted på Bornholm?

– Christiansø er mit yndlingssted "på Bornholm". Der er jeg kommet hele mit liv, og i mine øjne findes der intet andet sted som de øer!

 
 

Laura Frederikke Jespersen

34 år.

Hun bor i Nexø sammen med sine drenge, Bertil på otte år og Georg på fire år.

I sin fritid kan hun lide at se så meget scenekunst som muligt, nyde livet med venner og familie, og så bliver der også tid til en løbetur og måske et dyp i havet i ny og næ til at få clearet hjernen.