Tobias Woxholtt har sat gang i et nyt projekt, som gerne skal være en del af den store bornholmske satsning på ekstraordinære naturoplevelser og outdoorturisme.
Han søger en grundejer med en unik lokation – et stykke ufredet skov – hvor der kan blive opført en række trætopshytter.
Projektet hedder Løjtan og tæller ud over Tobias Woxholtt en arkitekt og en bygmester. Men trioen mangler altså en vigtig medspiller:
– Én med et stykke unik skov, der ikke er fredet, som brænder for bæredygtighed, kreativitet, en aktiv livsstil og kærlighed til outdooraktiviteter, fortæller Tobias Woxholtt, der oprindeligt er fra Gudhjem, men som i dag er bosat i København.
Han har tidligere blandt andet stået bag triatlonarrangementet Tri over Gudhjem.
– Jeg vil helt vildt gerne være med til at promovere Bornholm og alle de fantastiske outdoormuligheder, vi har, siger han.
Trætopshytterne skal blandt andet bruges som nye overnatningsmuligheder for turister og bornholmere, der har lyst til den slags.
Har man lyst til at høre mere, kan Tobias Woxholtt kontaktes på mailadressen tobiaswoxholtt@gmail.com.