Nye coronarestriktioner: Horesta Bornholm frygter aflysninger

Nye coronarestriktioner: Horesta Bornholm frygter aflysninger
- Det giver ikke mening, at vi skal smide gæsterne ud klokken 22.00, mener Benny Schou formand for Horesta Bornholm
| ABONNENT | 18. SEP 2020 • 15:12
Af:
elisabeth-krogh
| ABONNENT
18. SEP 2020 • 15:12
Restauranter, cafeer og barer skal fra i morgen klokken 12.00 over hele landet nu lukke ned klokken 22.00. Samtidig skal de ansatte bære mundbind, og det samme skal gæsterne, når de ikke sidder ned.

Det meddelte statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde fredag klokken 14.00.

Dermed bredes de restriktioner der p.t. kun gælder i byer med størst smitte nu ud til hele landet.

Samtidig sættes forsamlingsforbuddet ned, så der nu kun må samles 50 personer.

Det sker for at begrænse smitterisikoen med covid-19 og gælder foreløbig frem til 4. oktober, sagde Mette Frederiksen

De nye restriktioner vækker stor bekymring hos Horesta Bornholm.

- Når der bliver malet op med denne store bekymring, så frygter vi, at folk vil aflyse planlagte fester og arrangementer, siger Benny Schou, formand for Horesta Bornholm.

Han driver selv Hotel Balka Strand og har allerede i morgen et selskab på over 50 personer.  At de nye restriktioner indføres med så ekstremt kort varsel, giver en voldsom usikkerhed for hans egen og de øvrige Horesta medlemsvirksomheder.

- Vi ved endnu ikke, hvad vi gør.

Horesta formanden er heller ikke enig i, at de skærpede restriktioner for restauranter, cafeer og barer  nødvendigvis vil sænke smitterisikoen væsentligt.

- Jeg synes, det er mærkeligt at restaurationsbranchen skal stå for skud. Hos os sidder folk under professionelle forhold med afstand og afspritning. Man skulle hellere forhindre folk i at samles, hvor de gør det ulovligt.  Meget af smitten sker, når unge samles på gaderne. Jeg synes ikke, det giver mening at skulle smide gæsterne ud klokken 22.00, siger Benny Schou.

Hvad bliver konsekvensen af de nye restriktioner fra imorgen?

- Jeg tænker at vi rigtig hurtigt, vil vi få rigtigt mange ledige, siger Benny Schou, der forudser, at nogle restauratører vil lukke helt ned, hvor de ellers ville have haft åbent, mens andre vil holde åbent, men ikke vil have nok omsætning.

Vil de nye krav til jer, kræve hjælp?

- Jeg tror den bedste hjælp til restaurationsbranchen er, at vi får lov til at drive vores forretning på almindelige vilkår, hvor forholdene er så normale som muligt. Når folk går på restaurant, er det jo for at få en nydelse, men med de nye regler kommer vi jo til at ligne hospitalsansatte, siger Benny Schou, som mener, at restaurationsbranchen selvfølgelig skal være med til at begrænse smitte, dog mener han, at det gør man allerede med afstandskrav og afspritning.