Ny forening: Vi er godt på vej

Ny forening: Vi er godt på vej
Aksel Sonne og Finn Esben Hansen står i spidsen for Propa Bornholm. Foto: Annette Timmermann
NOTITS | 20. FEB • 16:30
Holger Larsen
Journalist
NOTITS | 20. FEB • 16:30

Medlemmer af foreningen Propa Bornholm var forleden ude at køre gokart i Bornholms Gokart Center i Bodilsker.

Her gik det til tider stærkt, og i det hele taget føler man i den nye forening, at man er godt på vej. Det skriver foreningens formand og næstformand, Aksel Sonne og Finn Esben Hansen, i en mail til Tidende.

Propa Bornholm blev stiftet i oktober 2024 som en lokalafdeling af prostatakræftforeningen Propa. Det skete efter initiativ fra de to fornævnte, der begge har været ramt af prostatakræft og følte, at de havde nogle erfaringer, som andre kan få gavn af.

Prostatakræft er den hyppigst forekommende kræftform blandt mænd, og på Bornholm regner man med, at cirka 120 mænd årligt bliver ramt af sygdommen.

Den stiftende generalforsamling blev noget af et tilløbsstykke, og i dag har foreningen cirka 70 medlemmer, oplyser Aksel Sonne.

Det overordnede mål for lokalforeningen er at give medlemmerne en højere livskvalitet. Man har i de første måneder set teater i Musikhuzet, spillet indendørs minigolf, spist god mad, og som nævnt senest kørt ræs med efterfølgende frokost på Café Holmer i Nexø.

Næste medlemsarrangement bliver i uge 12, hvor man skal på en vandretur i skoven – også her med frokost.

På det mere formelle plan har foreningens bestyrelse holdt fire møder.

FÅ ABONNEMENT