Bilist tiltalt for at påkøre medarbejder på hurtigfærge
En 70-årig mand er tiltalt for grov vold, fordi han ifølge Anklagemyndigheden ved Bornholms Politi påkørte en skibsassisten på Express 1 i marts. Foto: Jakob Nørmark
Manden er tiltalt efter Straffelovens bestemmelser om grov vold.
En 70-årig mand står mandag tiltalt for grov vold ved Retten på Bornholm efter at have påkørt en skibsassistent på hurtigfærgen Express 1.
Ifølge Anklagemyndigheden ved Bornholms Politi tilsidesatte den 70-årige mand væsentlige hensyn til færdselssikkerheden, da han på en særlig hensynsløs måde og uden at udvise tilstrækkelig agtpågivenhed lod være med at følge den anvisning, skibsassistenten kom med.
Situationen udspillede sig, da den 70-årige mand en aften i marts kørte om bord på Express 1 i Ystad Havn. Ifølge anklageskriftet kørte den 70-årige mand frem, selv om skibsassistenten viste ham, at han skulle stoppe. Bilen ramte skibsassistenten på benet, så vedkommende blev skubbet tilbage.
Manden er tiltalte efter Straffelovens paragraf 245 om grov vold, subsidiært paragraf 252 om grov og hensynsløs fareforvoldelse mod andre mennesker. Han er også tiltalt efter bestemmelser i Færdselsloven. Strafferammen er op til otte års fængsel.
Anklagemyndigheden ønsker den 70-årige mand idømt en frihedsstraf og en tillægsbøde. Derudover mener Anklagemyndigheden, at manden fra frakendes kørekortet, og at hans bil skal beslaglægges.