Naturens mærkelige svampe

Fra gammel tid har svampene været regnet til planteriget, som en slags lavere planter. Det er forkert, de har deres helt eget svamperige og er mere beslægtede med dyrene. Svampe opstod for 500 millioner år siden. Over hele verden kendes der 100.000 forskellige arter, måske er antallet nærmere 1-1,5 millioner.

Svampen er det mycelium af tynde hyfer, der optager næring fra omgivelserne. Enten ved nedbrydning af muld, træer og madvarer eller gennem symbiose med en anden organisme. For eksempel træer og planter. Svampens samliv med grønne alger vil skabe dannelse af lav. Det er svampens mycelium, der udskiller enzymer til omgivelserne, optager næringsstoffer og forarbejder dem. Hvis man sammenligner svampen med et æbletræ, er myceliet træet, og rødder, stammer, grene, blade og frugtlegemet er æblerne. Det synlige fra svampen er kun dens frugter.

Den grå tøndersvamp blev i ældre tider kaldet fyrsvamp. Man brugte den som gnistfanger, når man slog ild. Foto: Søren P. Sillehoved

Ikke kun med ”stok og hat”

Mugsvampe danner ikke frugtlegemer, de klarer sig ved ukønnet formering og sporer. Gærsvampe danner heller ikke mycelium, de er encellede. Svampenes frugtlegemer er meget forskellige. Langt de fleste har hverken hatte eller stokke. Nogle er bævrede, kugleformede, ligner flade plader, knapper eller små ører med mange farver og stor variation, der kan sætte fantasien på overarbejde. Det er sjovt at gå i naturen og finde mærkelige svampe.

På skovture gennem ældre fyrreskove finder man nogle gange store, lyse badesvampe. Det er den spiselige blomkålssvamp. Nogle gange kan der i bøgeskove ligge kløvede stammer med en mærkelig sort belægning. Det skyldes et angreb af krudtsvampen, hvis sorte belægning ligner krudtslam. På efterårsvisne blade af ahorn findes ofte sorte pletter. Det er svampen ahornstråleplet, der lever i symbiose med træernes rødder. Sidst på sommeren vil svampen ”krybe” op gennem stammen, og ude på grenenes blade ses den som små sorte pletter. Når bladene om efteråret falder ned på jorden, vil svampen genforenes med træets rødder. Året efter fortsætter kredsløbet.

Judasøre er en blød svamp, der ligner et lyserødt øre. Den vokser kun på ældre hyldetræer. Foto: Søren P. Sillehoved

Det lyserøde Judasøre

Langs kysterne vil mange hyldetræer efter regnvejr have små geleagtige svampe, der ligner små ører. Den kaldes for judasøre. Man mente engang, at efter Bibelens Judas forræderi havde han hængt sig i en hyld, og kun ørerne viste sig. Svampen kan ikke spises, men en tilsvarende i Kina regnes for en stor delikatesse.

Oppe på birketræernes grene ses ofte store sammenfiltrede grene, der kan ligne en rund skaderede. Navnet er heksekoste. I ældre dage hængte man dem op ved husene for at jage hekse og uønskede personer væk. De runde heksekoste skyldes et angreb af svampe. Det synlige er ikke svampen, kun effekten af den.

Om efteråret kan man på gamle træer se svampe, der ligner sorte knapper. De kaldes afsmittende topsvamp og indeholder sort blæk, som man i ældre tider anvendte som blæk, når man skrev med penne af fjer. Efter nogle dage er svampen forsvundet. Sent på året optræder de gule bævresvampe på visne grene; de ligner næsten gelé. I frostvejr ses noget, der ligner hvidt skæg på træerne. Fænomenet kaldes nisseskæg og ligner svampe. Det skyldes dog vandet inde i træet, som presses udad, hvor frosten omskaber det til flotte iskrystaller.

Ofte kan væltede træstammer være beklædt med små lyserøde kugler. Det er cinnobersvampe, der afgiver en smittende lyserød farve ved berøring. Dagen efter er de grå, og farven forvandlet til støvagtige porer, og nogle dage efter er svampene væk.

Cinnobersvampe ligner små lyserøde knapper på ældre nåletræer. Foto: Søren P. Sillehoved

De mærkelige tøndersvampe

Den hovformede tøndesvamp vokser på gamle bøge og birketræer med grå træagtige frugtlegemer på 10-30 centimeter med mørke striber, undersiden er lys. Svampen producerer millioner af porer, og samtidig er den en meget aggressiv rådsvamp, som en dag vil dræbe værtstræet. I ældre tider blev den kaldt for fyrsvamp, da den siden oldtiden har været anvendt til optænding af ild.

Da man i 1991 fandt et 5.300 år gammelt indefrosset lig på et bjerg i Østrig. var der i hans tøj en lomme med rester af tøndersvamp og svovlkis. Det var mandens fyrtøj. Fra danske fund ved man, at folk i stenalderen brugte svampens let antændelige underside til at opfange gnisterne, når man slog ild med to flintesten. Fra jernalderen blev flinten afløst af stål, men fælles for oldtiden og middelalderen var brugen som gnistfanger. Det ændrede sig først i 1800, hvor svovlstikkerne blev opfundet. Sidst i 1800 skrev H.C. Andersen således sine berømte historier om Fyrtøjet og Den lille pige med svovlstikkerne, senere kaldet tændstikker.

Nisseskæg kaldes fænomenet. Det er ikke svampe, men vandet inde træet, der presses udad, og frosten skaber det til hvide iskrystaller, der ligner et nisseskæg. Foto: Søren P. Sillehoved

Tøndersvampen som hatte

I ældre tider brugte man i Sydtyskland, Ungarn og Sverige den træagtige tøndersvamp til huer og andet. Man valkede svampen med vand og pressede den i facon over nogle skabeloner til blandt andet hatte.

De grå hatte må næsten have lignet en nissehue.