Myndigheder undersøger smitteveje: 'Vilde mink spreder næppe virus'

Myndigheder undersøger smitteveje: 'Vilde mink spreder næppe virus'
Mink fotograferet ved Opalsøen i marts 2020. Foto: Jacob Jepsen
| ABONNENT | 28. OKT 2020 • 06:02
Af:
holger-larsen
| ABONNENT
28. OKT 2020 • 06:02
CORONA

Bornholm har en bestand af vilde mink, som blandt andet kan ses på havne og ved søer og vandløb. Men der er næppe grund til at frygte, at de vilde mink kan sprede coronavirus til bornholmske minkfarme.

– Vi har sat et initiativ i gang i de områder, hvor der er smitte på minkfarme. Vi har bedt jægere om at skyde vilde dyr og levere dem ind, så vi kan undersøge dem for covid-19. Det har indtil nu ikke givet anledning til, at der er lavet rapporter på det, siger Flemming Kure Marker, veterinærchef i Fødevarestyrelsen Veterinær Nord.

Miljøstyrelsen, Naturstyrelsen og Fødevarestyrelsen er gået sammen om at forsøge at få fastlagt, om også vilde rovdyr kan være smittet med covid-19 og dermed kan have spredt smitten til minkfarme i det nordjyske. Myndighederne har bedt lokale jægere hjælpe med af aflevere de rovdyr, de skyder eller finder i naturen. Det drejer sig om nedlagt ræv, mårhund, mink, ilder og husmår. Også trafikdræbte grævling og odder er interessante for undersøgelsen, der løber fra den 1. oktober til den 31. december, fremgår det af Fødevarestyrelsens hjemmeside.

Undersøger alt

Men i den første lille måned altså uden fund af coronasmittede vilde rovdyr.

Vi behøver altså ikke at være nervøse i forhold til vilde dyr?

– Det er der ikke noget, der tyder på lige nu. Smitten skal i givet fald føres fra de vilde dyr og ind på minkfarmen, og der er hegn omkring en minkfarm. Så det virker ikke særlig sandsynligt, siger Flemming Kure Marker.

– Men vi undersøger alt for at finde mulige smitteveje. Der kan sagtens være flere, men den væsentligste tror jeg stadig er, at mennesker fører smitte ind i besætningen. Det vi ved er, at mennesker kan smitte mink, og at mink kan smitte mennesker, tilføjer veterinærchefen.

Seneste nyt er fundet af coronavirus på en måges fod, hvilket har ført til teorien om, at måger en årsag til spredning af virus blandt minkfarme. Flere måger skal nu skydes og undersøges.