– Hvis man eksempelvis kun har én idrætshal, én biograf, ét supermarked og ét forsamlingshus i byen, bliver det til vores idrætshal, biograf, supermarked og forsamlingshus. Det er her, vi mødes og dyrker fællesskabet modsat i de store byer, hvor der er rigtig mange tilbud. Man bliver også aflastet, når man ved, hvor man skal gå hen. I større byer med mange flere tilbud, ved man ikke nødvendigvis, hvor man skal gå hen og søge fællesskabet, siger han.
Kasper Støvring nævner et personligt eksempel, der understreger, hvorfor undersøgelsen giver mening.
– Jeg boede en årrække i København, og der talte jeg ikke ret meget med de andre i opgangen, og det var langt fra alle, jeg talte med. Da vi flyttede til Sorø, kom vores naboer hen med blomster og bød os velkomne. De fortalte om idrætsforeningen, sangklubber, og vi fejrer Sankthans-aften sammen. Her låner vi også hinandens værktøj, siger han.