Kommunens klimaudvalg vil prioritere lokalt ejet havvindmøllepark

Kommunens klimaudvalg vil prioritere lokalt ejet havvindmøllepark
| ABONNENT | 9. DEC 2020 • 13:01
Af:
jakob-noermark
| ABONNENT
9. DEC 2020 • 13:01
ENERGIPOLITIK

Det lader til, at Bornholms Regionskommune helhjertet vil gå ind i kampen for en lokalt ejet havvindmøllepark otte-ti kilometer syd for Arnager.

Særligt Udvalg om Klima og Bæredygtighed har peget på to konkrete temaer, som det foreslås, at kommunen prioriterer næste år i handleplaner.

Det ene tema er havvindmølleparken på 100 megawatt, som udvalget ønsker at understøtte.

Initiativgruppen bag projektet Bornholms Havvind er løbet ind i en stor forhindring, da klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen har afvist at ophæve statens reservation af de arealer, på trods af staten ikke længere har planer om at opføre kystnære havvindmølleparker, men i stedet stræber efter at placere vindmøllerne mindst 20 kilometer fra kysten.

Handleplanen skal afklare "de igangværende processer og Bornholms Regionskommunes muligheder for at understøtte projektet", fremgår det af oplægget til planen.

Planlægger borgermøder

Det andet energitema, som prioriteres hurtigst efter vedtagelsen af energipolitikken, bliver oliefyr og isolering. Kommunen vil sætte fart på udskiftningen af oliefyr til for eksempel varmepumper. Et af målene i planen er at afklare, hvad der holder beboere fra at skille sig af med oliefyr og investere i energirenoveringer af deres hjem, og det er planen at afholde møder med borgerforeninger og virksomheder om de energibesparende løsninger.

På grund af pandemien har det ikke været muligt at møde bornholmerne, skriver udvalget i introduktionen til energistrategien. Der var ellers blandt andet planlagt et stort borgermøde den 23. september 2020 om energipolitikken, som måtte aflyses.

Det særlige udvalg lægger desuden op til, at kommunen næste år skal kortlægge en tilskudsstruktur til udskiftning af oliefyr og efterisolering. Den nye strategi har et mål om, at der i 2022 efter dialog med borgerne, skal være udarbejdet en plan for, hvordan man kan opn¥ store energibesparelser i de bornholmske bygninger.

Årsagen til, at udvalget fokuserer på netop disse to handleplaner er, at de begge er direkte tilgængelige måder at reducere CO2-udledningen på.

"Den kystnære havvindmøllepark er især vigtig for Bornholms mål om at opnå CO2-neutral strøm og varmeproduktion i 2025 og for forberedelsen af power-to-x og power-to-heat inden 2030. Derudover er handleplanen om udfasning af oliefyr vigtig for udvalget, da den grønne omstilling skal være borgernær," står der i præsentationen af handleplanerne.

De to "power-begreber" dækker over, at de store mængder strøm fra havvindmøller skal bruges til at producere brint og brændstoffer. Under disse processer vil der komme store mængder varme til overs, som energiudvalget vil kanalisere ind i det bornholmske fjernvarmenet.