Klimaministeren på visit: 'Det er en meget kompetent drevet og ledet havn'

Klimaministeren på visit: 'Det er en meget kompetent drevet og ledet havn'
Klimaminister Dan Jørgensen (A) besøgte torsdag formiddag Rønne Havn. Her fik han blandt andet en rundvisning af havnedirektør Thomas Bendtsen, der viste sitet for udskibningen af de store havvindmøller til Kriegers Flak frem. Foto: Jacob Jepsen
| 17. JUN 2021 • 10:53
Sofie Møller
Journalist

17. JUN 2021 • 10:53

Torsdag formiddag lagde klimaminister Dan Jørgensen (S) et visit forbi Rønne Havn. Her fik han og havnedirektør Thomas Bendtsen en god snak om Rønne Havns seneste udvikling, og hvilke fremtidsplaner der ligger for havnen.

Efterfulgt af mødet tog Thomas Bendtsen klimaministeren med rundt på hanven for at vise hvor, og hvordan udskibningen af det nu færdige havvindmølleprojekt til Kriegers Flak er foregået.

– Det har været vigtig for os, at vise klimaministeren den havneinfrastruktur, vi har bygget hernede, og vise vi er i gang, fordi det her marked eksploderer lige nu. Derudover kan han selv se, at regeringens klimamål om 70 procents reduktion af CO2 i 2030 begynder at give pote nu, siger Thomas Bendtsen.

Selvom Dan Jørgensen har fulgt tæt med i projektet på Rønne Havn, gjorde det alligevel indtryk at se havnen helt tæt på.

– Det er klart noget andet at stå her og se, hvor stort det egentlig er, og hvor stort det egentlig bliver. For eksempel bare at kigge på molen, hvor hver en sten vejer over 25 ton, det er ret imponerende, siger Dan Jørgensen.


Dan Jørgensen i samtale med Thomas Bendtsen. Foto: Jacob Jepsen


Der er altså ingen tvivl om, at besøget har gjort indtryk på klimaministeren på flere måder.

– Det er meget betryggende at have været her, vil jeg sige. Det er klart, at når man laver så stort et projekt her på øen, skal der være både opbakning, vilje og kompetence. Og det må jeg sige, det er der til stede på havnen her i Rønne. Det er en meget kompetent drevet og ledet havn, der har været forud for sin tid. De har set et udviklingspotentiale, om de har ageret på, og står nu langt bedre rustet end så mange andre, siger han.

Efter dagens besøg på havnen kan derfor Dan Jørgensen trygt rykke videre mod hovedscenen på Folkemødet, hvor han stiller op til samtale om regeringens klimamål og klimadebattens nye varme emner – nemlig power-to-x og energiøer.