Siden 1990'erne har Rønne Renseanlæg produceret spildevandsslam, der køres ud på markerne som gødning i sensommeren og først på efteråret. I starten af året installerede Bornholms Energi og Forsyning (Beof) mere energivenligt slamafvandingsudstyr, men efter landmændene er begyndt at køre gødningen fra spildevandsanlægget ud på markerne, har det vist sig, at det nye udstyr ikke har været i stand til at producere slam i en lige så fast form som normalt. Det har forårsaget lugtgener. Bornholms Regionskommune chef for natur, miljø og fritid, Louise Lyng Bojesen, oplyste på P4 Bornholm, at kommunen har modtaget flere lugtklager fra beboere i Knudsker.
Torben Jørgensen fra Beof fortæller, at de på Rønne Renseanlæg tog affære, da de fik besked om lugtproblemerne, som man mener skyldes, at den producerede slam har været for fugtig.
– Vi har haft en konsulent på, som har foreslået at justere styringen på renseanlægget. Det skulle gøre det afvandede slam bedre og betyde, at vi får mere tørstof, så det ikke lugter, forklarer han.
Efter justeringerne skulle problemet være løst, meddeler Beof. Der er dog fortsat en del ildelugtende slam på lager, for renseanlægget fik først besked om slammets anderledes lugt, da det skulle spredes som gødning på markerne.