Hotelejer ringede til 75 gæster efter corona-tilfælde hos busgruppe

Hotelejer ringede til 75 gæster efter corona-tilfælde hos busgruppe
Ellen Marker-Pedersen og Thorbjørn Rafn fik travlt, da Hotel Allinge fik besked om, at nogle af deres gæster efter hjemkomsten blev testet positiv for covid-19. Arkivfoto: Allan Rieck
| 28. JUN 2020 • 11:09
Af:
jakob-noermark

28. JUN 2020 • 11:09
Mindst fire personer er bekræftet smittet med covid-19, efter at de har var med på en grupperejse i bus til Bornholm. Selskabet tilbragte fem nætter på Hotel Allinge, hvor indehaverne Thorbjørn Rafn og Ellen Marker-Pedersen i tirsdags fik besked om, at nogle gæster var ramt af coronavirus.

– Jeg ringede til de andre gæster, og så vi tog ud og blev testet dagen efter, fortæller Thorbjørn Rafn.

Han anslår, at han måtte kontakte cirka 75 gæster, der havde opholdt sig på Hotel Allinge samtidig med Nilles Rejser.

Personalet har modtaget testresultaterne – alle prøver var negative. Thorbjørn Rafn mener, at den fraværende smittespredning blandt personalet demonstrerer kvaliteten af hotellets hygiejneregler.

– Forholdsreglerne på hotellet virkede i hvert fald, siger hotelejeren til Bornholms Tidende.

Kontakt til spisesteder

Busselskabet Nilles Rejser bekræfter, at et ægtepar er konstateret smittet efter hjemkomsten, og avisen Nordjyske oplyser, at yderligere to personer fra turgruppen er testet positiv for coronavirus.

Ifølge Nilles Rejsers direktør, Miriam Bisgaard Christiansen, er alle, der har været i kontakt med på busrejsen, blevet advaret om den potentielle smittefare og efterfølgende testet.

– Udover samtlige deltagere på turen har vi har været alt igennem: Spisesteder, chaufføren, overnatningsstedet - alle med tilknytning til bussen, siger Miriam Bisgaard Christiansen til Nordjyske.

Nilles Rejser fra Vendsyssel er en vigtig fast samarbejdspartner for Hotel Allinge, og frem til slutningen af september arrangeres der hver uge busrejser til Bornholm. Thorbjørn Rafn regner ikke med, at smitteudbruddet vil få betydning for turistformen.

– Jeg tror ikke, det får nogen konsekvenser. Det kan være en enlig svale. Statistisk set vil som hotel jo rende i corona på et eller andet tidspunkt i sæsonen, siger hotelejeren, der er lettet over, at virussen ikke blev overført til hotellets faste stab.

– Det var lidt af et chok, for der er mange tanker, der løber igennem hovedet på en.

Og så på tærkslen til højsæsonen.

– Ja, jeg turde slet ikke tænke tanken. Det havde været en katastrofe.

Turistgruppen, som bestod af jyder, fynboer og sjællændere, vendte hjem fra ferien på Bornholm den 19. juni.

FÅ ABONNEMENT