KØB ABONNEMENT
SYNSPUNKT / DEBAT / 24. SEP • 05:30

Åbent brev til minister: Skal vi virkelig ofre læselysten og lokalsamfundene for 362.000 kroner?

Åbent brev til minister: Skal vi virkelig ofre læselysten og lokalsamfundene for 362.000 kroner?
Forfatter Pernille Boelskov er initiativtager til det åbne brev, hvor der er blevet indsamlet næsten 90 underskrifter. Arkivfoto: Frida Flinch

89 forfattere, kunstnere og lokalprofiler har skrevet under på et åbent brev til kulturminister Zenia Stampe. De advarer mod at lukke fem ud af øens syv folkebiblioteker i det kommende budgetforlig og opfordrer staten til at gribe ind.

Kære Kulturminister Zenia Stampe,

På Bornholm står vi netop nu over for et budgetforlig, der vil lukke fem ud af øens syv folkebiblioteker. Som forfattere og kulturaktører med en hverdag på øen begræder vi den beslutning. En årlig driftsbesparelse på blot 362.000 kroner vil få uoverskuelige konsekvenser for vores øs sammenhængskraft og fremtidige generationer.

Vi står i en læsekrise, en opmærksomhedskrise og med historisk dårlige PISA-resultater. Midt i det lukker vi det eneste gratis tilbud i lokalsamfundene, der styrker netop læsning, fordybelse og opmærksomhed. Ja, der vil stadig være åbent på skolebibliotekerne. Men skal vi virkelig acceptere, at vores børn først stifter bekendtskab med bøgernes rum og magi, når de fylder seks år?

Over 20 kilometer til nærmeste bog

Konsekvenserne er faktisk ikke engang diffuse og ukonkrete.

Nej, hvis lukningerne gennemføres, får borgerne i fx Allinge og Gudhjem over 20 km til nærmeste bibliotek. Tal fra Danmarks Statistik viser, at det fysiske udlån falder, jo længere væk biblioteket ligger: I 2023 kom kun 7 % af det fysiske udlån fra filialer mere end 10 km fra lånerens bopæl. Som ældre uden bil eller som travl børnefamilie skal man være usædvanligt dedikeret for at køre over 40 kilometer tur/retur for at låne et par billedbøger.

Og det er præcis de bøger, der betyder noget. Et anerkendt studie fra 2018 med data fra 31 lande viste, at børn, der vokser op med let adgang til fysiske bøger i hjemmet, udvikler markant stærkere læse- og regnefærdigheder resten af livet – uanset forældrenes indkomst og uddannelse. Når man gør det uoverskueligt svært at få en jævn strøm af fysiske bøger ind i de hjem, der ikke selv har råd til at købe dem, slukker man for læselysten. Man sparer lidt på driften i dag, men regningen betales med børnenes fremtid.

Man lukker heller ikke bare en bygning, når man lukker et bibliotek. Man fjerner et af de få ukommercielle fristeder, der holder vores små samfund i live om vinteren, og som ofte er det eneste alternativ til legepladsen eller hallen. Det er her, man mødes på tværs af generationer, og hvor vi tidligt lærer vores børn at begå sig i et rum, hvor vi deles om ressourcerne. For flere af os har biblioteket været et frirum i barndommen: på én gang et kig ud i verden og et sted med ro til fordybelse. At lukke bibliotekerne kvæler vores små samfund.

Kulturen er selve fundamentet

Vi ved godt, at biblioteker hurtigt bliver det nemme offer i kommunale spareøvelser.

Det er sværere at skære i skoler og ældrepleje. Men et bibliotek, der først er lukket, kommer sjældent igen. Det gør det liv, det skabte i byen, heller ikke.

Beslutningen minder os om skrønen om Churchills krigsminister, der under krigen foreslog at spare kulturen væk til fordel for forsvaret. "Men hvad kæmper vi så for?" lød Churchills svar. Sandt eller ej, så rummer anekdoten en sandhed: Kulturen er ikke flødeskum, det er selve fundamentet. Og man sparer ikke penge ved at fjerne sit fundament, og man udvikler ikke Bornholm ved at afvikle øen. Lokalt er det utroligt svært at forstå, hvordan nationale skattelettelser og stort økonomisk råderum kan rime på at lukke adgangen til litteratur.

Gudhjem Bilbiotek er et af de fem biblioteker, der står til at lukke. Foto: Anette Vestergaard
Gudhjem Bilbiotek er et af de fem biblioteker, der står til at lukke. Foto: Anette Vestergaard

En opfordring til ministeren

Andre lande viser, at det kan gøres anderledes. I Norge fastholder man biblioteker i de små bygder, fordi man anerkender deres betydning for lokalsamfundets overlevelse.

I Singapore giver man belønninger til borgere, der læser dagligt. Vi beder ikke om singaporeanske tilstande – vi beder blot om, at vi ikke ofrer fundamentet for en driftsbesparelse på 362.000 kroner.

Vi ved, at du som kulturminister ikke dikterer kommunernes budgetter. Men som nationens øverste forsvarer af kultur og læselyst beder vi dig om ikke at se stiltiende til. Vi opfordrer dig til at blande dig i debatten og markere en klar national holdning til bibliotekernes værdi. Men der er brug for endnu mere. Derfor opfordrer vi dig også til at undersøge mulighederne for en statslig medfinansiering. Det kunne eksempelvis være med inspiration fra egnsteaterordningen, så staten kan være med til at sikre gode lokale biblioteker. Bøger og lokal kultur må og skal ikke være et let bytte for kortsigtede kommunale spareøvelser.

De 89 medunderskrivere

Pernille Boelskov, forfatter og initiativtager, Hasle, Bornholm
Christian Alsted, præst, biskop emeritus, Rønne
Solvej Balle, forfatter, modtager af Nordisk Råds Litteraturpris, Ærø, barndom i Hasle
Lone Bentzen, erhvervskonsulent, Gudhjem
Roald Bergmann, kunstner, podcastvært, festivalstifter og indehaver af Kjøllergaard, Østermarie
Jacob Bjerring-Hansen, direktør, Bornholms Museum og Bornholms Kunstmuseum
Franz MH Bomberg, forfatter, illustrator, musiker og selvstændig kulturformidler, Svaneke
Suste Bonnén, fotograf, forfatter og billedkunstner
Jens Svane Boutrup, instruktør, dramatiker og leder af Bornholms Teater, Rønne
Julie Brammer, musiker, Svaneke
Martin RW Brandt, leder af Oluf Høst Museet, Gudhjem
Steffen Brandt, sangskriver, musiker og leder af Udenfor Sæsonen, Aarhus/Gudhjem
Christian Bundegaard, maler, Svaneke
Anders Carlsson, valgmenighedspræst og tidligere sognepræst i Sct. Nicolai Kirke, Rønne
Susanne Danig, teaterproducent og leder af BIRCA, Bækkelund International Residency Center for Artists, Klemensker, Bornholm
Anders Chr. Enevoldsen, forfatter
Tilde Lerche Engstrøm, billedkunstner, Aarsdale, Bornholm
Jan Eskildsen, privat forsker, Sandvig, Bornholm
Poul g Exner, digter
Andrea Fehlauer, oversætter, Svaneke
Katja Hemming Hansen, journalist, Svaneke
Nana Schiøtt Hansen, sognepræst i Skt. Nicolai Kirke, Rønne
Kirsten Sonne Harild, forfatter, København/Bornholm
Ester Haslund-Gjerrild, sangskriver og musikterapeut, opvokset i Nexø
Rakel Haslund-Gjerrild, forfatter, Lejre, opvokset i Nexø
Vibeke Hastrup, skuespiller, København/Allinge
Søren Hauch-Fausbøll, skuespiller og tidligere revydirektør på Bornholms Sommerrevy
Sara Hauge, forfatter og spoken word-poet, Tejn
Øjvind Hesselager, journalist og tidligere chefredaktør for Bornholms Tidende
Mie Hjort, administrator, Fonden Svanekegaarden, Rutsker, Bornholm
Lars Holmsted, forfatter, Allinge, Bornholm
Pelle Hvenegaard, forfatter, journalist m.m.
Christine Ivanov, forfatter, Rønne, Bornholm
Mikkel Bach Jensen, sekretariatschef for Bornholms Kulturuge, Rønne
Alex Speed Kjeldsen, lektor og leder af Bornholmsk Ordbog, Pedersker, Bornholm
Anna Margrethe Kjærgaard, børnebogsillustrator, Rønne
Anders Klausen, filosof og specialarbejder, Gudhjem
Mona Klippenberg, historiker og forfatter, Nexø
Jesper Bugge Kold, forfatter med familie på Bornholm
Sine Krogh, kunsthistoriker og forsker, Svaneke, Bornholm
Line Juhl Kronow, forfatter, Allinge, Bornholm
Bjarne Kure, musiker, Rønne
Bente Lange, arkitekt, Svaneke
Ingrid Kofod Larsen, formand for Martin Andersen Nexøs Mindestuer og leder af Litteraturens Folkemøde, Nexø, Bornholm
Elon Lauterlein, teolog, sognepræst og brandmand, Allinge
Kim Leine, forfatter, modtager af Nordisk Råds Litteraturpris
Anja Lillemæhlum, cellist og underviser, Rønne
Jane Lindedam, direktør, Bornholms Middelaldercenter
Jakob Lorentzen, organist og komponist, Holmens Kirke, fra Bornholm
John Madsen, spillestedsleder, Musikhuzet Bornholm
Peter Hauge Madsen, sognepræst, Rønne
Anne Sofie Meldgaard, billedkunstner, Østermarie
Jørgen Messerschmidt, musiker, komponist, organist, Skt. Nicolai Kirke, Rønne
Martin Miehe-Renard, instruktør og manuskriptforfatter
Ane Cecilie Mogensen, papirklipper og forfatter, Arnager, Bornholm
Bjarke Mogensen, accordeonist, født på Bornholm
Iben Mondrup, forfatter
Daniel Mühlendorph, filmproducer og formand for Wonderfestiwall, Allinge
Mie Mølgaard, keramiker, Rønne
Lars Kærulf Møller, pensionist, Allinge, Bornholm
Christian Mørk, forfatter
Carolina Nilsson, kunstner, Rønne
Tine Nygaard, kunstfaglig leder, Bornholms Kunstmuseum, Allinge
Morten Pape, forfatter
Jimmi Persson, Kabyssen & Malermester Persson, Rønne
Amanda Stevne Pihl, forfatter, Rønne, Bornholm
Pernille Dam Povlsen, boghandler, Rønne
Peter Povlsen, boghandler, Rønne
Torsten Raagaard, journalist
Morten Remar, forfatter & musiker
Arina Nell Richter, Bornholm/København
Pelle Rink, fotograf
Helle Rønne Samuelsen, præst, Rønne, Bornholm
Pernille Schou, forfatter, Herlev/Aarsdale
Carsten Seeger, præsident for KulturBornholm, Østermarie/Ishøj
Jakob Seerup, historiker, Nexø, Bornholm
Christian Stage, musiker, Rønne/København
Birgithe Stender-Jensen, forfatter, Melsted, Bornholm
Ole Stigemo, koordinator, Gudhjem By- og Museumsforening, pensionist, Melsted
Michael Stoltze, biolog og forfatter, Nexø
Hanne Strøby, medlem af ledelsen for Gudhjem By- og Museumsforening, pensionist, Gudhjem
Debbie Kathrine Sørensen, tekstilkunstner og -formidler, Svaneke
Martin Buch Thorborg, iværksætter og hotelejer i Gudhjem
Mette Tiensuu, iværksætter og interiørdesigner, Rønne
Morten Top, forfatter, fotograf og forlægger, Østermarie
Kirsten Wendell, socialdemokrat, 1. suppleant i kommunalbestyrelsen, Rønne
Ben Woodhams, billedkunstner, Bornholm
Joan Øhrstrøm, forfatter og fotograf, Rønne
Esben Ørberg, journalist, Rønne



Følg debatten på facebook!





FÅ ABONNEMENT