Her kan du blive testet når du skal tilbage til Bornholm

Her kan du blive testet når du skal tilbage til Bornholm
Arkivfoto: Jacob Jepsen
| ABONNENT | 2. MAR 2021 • 07:39
Af:
Aleksander Klug
| ABONNENT
2. MAR 2021 • 07:39

CORONA

Fra mandag 1. marts skal alle passagerer, der rejser til og fra Bornholm med skib eller fly samt billister, enten kunne fremvise en negativ covid-19-test. Det gælder også de cirka 1.000 mennesker, der hver dag pendler til og fra Bornholm for at gå på arbejde. Men hvor kan man blive testet, når man skal frem og tilbage? Vi har samlet en liste over relevante teststeder.

Klik på kortet og se det i en større udgave.


Illustration: Christina Skovmose

 

Med fly

Falck har indgået et samarbejde med Københavns Lufthavn om test mod betaling i lufthavnens Terminal 2. Her koster en PCR-test med en svartid på 4-6 timer 1.050 kroner og er den samme test, som Region H udbyder i deres testcentre landet over. Falck tilbyder også en antigentest med en svartid på 15 minutter. Denne test er gratis for alle ankomne passagerer, og afrejsende passagerer kan købe testen for 249 kroner. For at kunne benytte mulighederne, skal man kunne dokumentere gyldig rejsehjemmel til og fra Københavns Lufthavn, for eksempel i form af flynummer, fremgår det af Falcks hjemmeside. Adressen er Københavns Lufthavn, Lufthavnsboulevarden 6, Kastrup.

Med færge

Rejsende til og fra Bornholm via Køge kan få foretaget en gratis antigentest uden tidsbestilling ved Køge Hallerne mellem klokken 8 og 20. Også her er det Falck, der står for at udføre testen. Adressen er Ved Stadion 2B, 4600 Køge

I egen bil

Hvis man skal til Bornholm i egen bil, er der flere muligheder for at blive testet i København. I Bella Centret foretager Copenhagen Medical antigen tests både som walk-in og drive-in uden tidsbestilling alle hverdage mellem 8 og 20, samt i Parken på Østerbro. Her kan gående blive testet alle ugens dage mellem 8 og 20. Bliver man testet i parken, kan indgangen findes via venteområdet foran A-tribunen. Adresserne er henholdsvis Bella Centret, Doris Lessings Vej 23, København S og Parken, Per Henrik Lings Allé 2, København Ø.

 


Antigen og PCR – hvad er forskellen?

En antigentest er baseret på en immunkemisk påvisning af virusproteiner (antigener) i prøven. Dette foregår ved at virusantigenerne fastholdes til en membran vha. antistoffer, der er specifikke mod SARS-CoV-2. Denne metode er mindre følsom end PCR, idet antigenerne ikke opformeres, men påvises direkte. Derfor kan usikkerheden meget tidligt i et smitteforløb være større end ved PCR-test.

PCR – der står for Polymerase Chain Reaction er en meget følsom testmetode, der leder efter covid-19 virussens RNA ved hjælp af en genetisk kædereaktion. Testen kan påvise helt ned til én enkelt viruspartikel i en slimprøve fra næsen eller halsen, idet arvematerialet fra SARS-CoV-2 opformeres i processen. Denne testmetode er derfor særligt velegnet til test tidligt i smittefasen eller sent i sygdomsforløbet (hvor antallet af viruspartikler er lavt).

Kilde: Falck