Generationsskifte på vej i lægehuset efter lang ventetid

Generationsskifte på vej i lægehuset efter lang ventetid
Nyansatte Maja Kirkegaard (tv.), Kathri Marcussen og Niels Jacob Nielsen udgør fremover holdet af praktiserende læger på en af lægehusets fire klinikker. Foto: Berit Hvassum
Torsdag 11. juni 2020 • 08:04
Af:
jakob-noermark
Torsdag 11. juni 2020 • 08:04
SUNDHED

"Lægerne Marcussen, Hauschildt og Nielsen" hed en af de fire klinikker i lægehuset i Rønne indtil 1. juni, men nu er de to sidste efternavne gledet ud, og klinikken hedder blot "Lægerne Marcussen m.fl.".

At Kathri Marcussens navn står alene tilbage, er ikke ensbetydende med, at klinikken går ned i bemanding. Finn Hauschildt og Niels Jacob Nielsen træder begge ud som ejere, men Niels Jacob Nielsen fortsætter indtil videre. I stedet for Hauschildt, der er gået på pension, er 38-årige Maja Kirkegaard 1. juni tiltrådt som fastansat læge.

– Så det er samme klinik men med ny besætning, fastslår Kathri Marcussen og tilføjer, at staben af sekretærer og sygeplejersker er intakt.

Maja Kirkegaard har netop færdiggjort speciallægeuddannelsen i almen medicin, hvilket er den specialisering, som alment praktiserende læger skal have.

I flere år har de i klinikken på Paradisvej ventet på nye kræfter, der kunne tage over efter Finn Hauschildt og Niels Jacob Nielsen, som i mere end 40 år har været praktiserende læger i Rønne.

– De to mænd, som jeg startede med, er – nu skal man passe på med alder – i hvert fald over 70 år, og de har i mange år snakket om at gå på pension, fortæller Kathri Marcussen.

Niels Jacob Nielsen fortæller, at hans beslutning om at fortsætte grunder i en blanding af glæden ved arbejdet og hensynet til klinikkens fremtid.

– Jeg er ikke træt af at være læge, og jeg vil også finde det underligt at efterlade stedet uden en afløser. Det ville være ærgerligt ikke at sørge for, at tingene kan køre videre i samme skure, siger Niels Jacob Nielsen.
 

Lukket for tilgang

Lægerne Marcussen m.fl. har lukket for tilgang af nye patienter. Det er en mulighed, lægeklinikker har, hvis hver læge har over 1.600 patienter tilknyttet.

Pt. er der ifølge borger.dk åbent for tilgang af nye patienter hos tre ud af 12 bornholmske lægeklinikker.

Det er hos Kristina Kowalski i Rønne, Allinge Lægehus samt Per Møller og Marie Steen Møller, Hasle.

 

Mange speciallæger på vej

For efterhånden en del år siden blev det fra politisk side besluttet at tackle lægemanglen, og i den kommende håndfuld år vil der blive uddannet flere læger med speciale i almen medicin. Håbet er, at en af lægerne fra de større kuld vil byde sig til i Rønne.

– Vi har vidst i mange år, at der er rigtig mange på vej, og det er også derfor, at Niels Jacob og Finn er blevet ved, siger Kathri Marcussen om håndteringen af lægemanglen.

Kathri Marcussen, der selv sluttede sig til klinikken for 18 år siden, medgiver, at man dårligt kan betegne ændringerne i klinikken som "løbende udskiftning" med den hastighed, de foregår. Hun glæder sig over, at hun kan beholde alle sine patienter, der ellers skulle skifte læge, hvilket på grund af lægemangel ikke ville kunne lade sig gøre for dem alle.

– Det er vigtigt for mig at køre praksissen videre. Over halvdelen af mine patienter ville ikke længere have en læge, hvis ikke vi fandt afløsere. Dem, der har haft Finn Hauschildt som læge, opfordrer vi til at søge ind til Maja, siger Kathri Marcussen.

FÅ ABONNEMENT