Siden overgangen til et nyt system har der på plejecentrene været konstateret en del udfordringer, når personalet har skullet dokumentere, hvilken hjælp beboerne har fået. Det foregår borgernært, hvilket vil sige, at de ansatte laver dokumentationen på en bærbar enhed sammen med den beboer, der har fået hjælp.
De bærbare enheder er tablet-computere, som er sat op, så flere medarbejdere kan bruge dem ved at indtaste en personlig kode. Siden skiftet til systemet Cura har medarbejderne dog konstateret, at det tager lang tid at opnå forbindelse, når man skifter bruger, faktisk helt op til 20 minutter.
Det fører til flaskehalse i løbet af en arbejdsdag, da medarbejderne oplever at være i kø til at bruge tablets. Det gør det svært at udføre den borgernære dokumentation, idet medarbejderne ikke altid har mulighed for at medbringe en tablet under besøget hos beboeren. Der er ligeledes udfordringer med nedbrud, som ikke ses, når medarbejdere har personlige tablets.
Derfor har regionskommunen i samarbejde med personalet valgt at gennemføre et toårigt forsøg med personlige tablets på plejecentrene Snorrebakken i Rønne og Aabo i Aakirkeby.