Formand: Nej, vi hader ikke flexboligejere

Formand: Nej, vi hader ikke flexboligejere
Det halve af byen havde stået til salg, hvis ikke muligheden for at sælge som flexboliger havde eksisteret, påpeger formanden for Tejn Borgerforening, Brita Hansen. Arkivfoto: Jesper Gynther
Lørdag 18. oktober 2025 • 05:30
Lørdag 18. oktober 2025 • 05:30

Et nødråb på Tejnestiften på Facebook får formanden for Tejn Borgerforening, Brita Hansen, til at afvise, at der skulle være en grundlæggende afstandtagen til flexboligejere i byen. Hendes indtryk er faktisk stik modsat.

"Vi er et hadet folkefærd".

Sådan konkluderer Maja Nielsen i et indlæg på Tejnestiften på Facebook, idet hun referer til, at hun føler, at stemningen er vendt over for hende og hendes mand, som hun fortæller for en del år siden købte en flexbolig i Tejn.

Hun og manden føler sig således nu som flexboligejere ugleset i byen og er derfor kommet i tvivl om, hvorvidt de overhovedet vil slå sig permanent ned i Tejn, når pensionslivet venter om et par år, eller om de snarere skal sælge huset.

"Vi ønsker ikke at være "dem ovrefra", som ikke har bornholmske aner 7 generationer tilbage, så tanken om at sælge vores drømmested ligger og ulmer", skriver Maja Nielsen blandt andet.

Brita Hansen, som er formand i Tejn Borgerforening, kan dog ikke genkende det billede. Snarere tværtimod.

Direkte adspurgt, om hun har en fornemmelse af, hvorvidt der er noget om snakken, og om det måske er en generel problematik, Maja Nielsen peger på, svarer Brita Hansen umiddelbart:

– Overhovedet ikke! Og hvis du læser kommentarerne på Tejnestiften til indlægget, er der jo heller ikke nogen, der bakker hende op overhovedet. Så det har jeg slet ingen fornemmelse af.

– Og i vores bestyrelse i borgerforeningen har vi jo sådan set to, som er flexboligejere, men som sagtens kan være med i vores bestyrelse, fordi de er her hele tiden, og de gør et stort stykke arbejde, siger Brita Hansen.

– Vi møder også mange flexboligejere til nogle af de arrangementer, vi laver, og får snakket med dem. De bliver alle sammen budt velkomne af vores velkomstkomité og får vores velkomstpakke. Så jeg kan slet ikke følge hende overhovedet.

Borgerforeningens bestyrelse består af i alt ni medlemmer, hvoraf de to altså er flexboligejere.

Huse til salg

– Jeg synes også, at hver eneste gang, vi har snakket om det, og om hvordan det ser ud her i Tejn, så er vi blevet enige om, at vi slet ikke kunne undvære vores flexboligejere, fortsætter Brita Nielsen.

– Og grunden til, at vi sagde ja til flexboliger, var jo, at halvdelen af husene hernede stod til salg, fordi vi alle sammen blev ældre, og mange gik bort. Så derfor havde det halve af byen jo stået til salg, hvis ikke vi havde haft muligheden for at sælge dem som flexboliger.

Så du mener simpelthen også personligt, at det er et aktiv for byen, at det med flexboliger blev muligt?

– Ja, dét mener jeg. Vi har også taget det op på vores generalforsamling, hvor vi trods alt er 100 mennesker, og der har ikke været nogen, der har ønsket, at vi skulle prøve at komme tilbage til gamle tider.

Man kan spørge sig selv, hvorfor Maja Nielsen opfatter det, som hun beskriver?

– Jamen, jeg ved det ikke. Det kan da godt være, at der er en eller anden, der har sagt til hende – måske for sjov – at I betaler jo ikke skat her, så I er ikke lige så gode borgere som alle andre. Men faktisk er det sådan her i Tejn, at når folk køber en flexbolig, så gør de det ikke med udlejning for øje, men fordi de gerne vil bruge den selv, men ikke har mulighed for at flytte herover lige nu og her, siger Brita Hansen.

Det er hyggeligt

– Rigtig, rigtig mange, vi har snakket med, siger jo, at de gerne vil flytte herover, når de bliver pensioneret på et tidspunkt. Og de bruger boligerne rigtig meget! Det er som regel familier, hvor man kan se, at så kommer de unge og er her på nogle tider, og de ældre kommer til andre tider og er her. De bliver virkelig meget benyttet, boligerne.

– De bruger jo også de faciliteter, vi har i byen, når de kommer her. De går lidt mere ud og spiser og sådan noget, fordi de måske har det sådan, at når vi kun er her i en forlænget weekend, så vil vi gerne være en del af samfundet, siger Brita Hansen.

– Vi havde blandt andet en søndagsmatiné her forleden dag, og der var flere flexboligejere, der mødte op der. Dels fordi de gerne vil møde nogle tejneboere, dels fordi de synes, det er hyggeligt at deltage i det, der sker i lokalområdet.

Maja Nielsen påpeger også, at der jo er bornholmere, der ejer flexboliger, som de så kun bruger til udlejning?

– Ja, men dem har vi heldigvis ikke ret mange af her i Tejn, siger Brita Hansen.

– Der er andre lokalsamfund, der er mere ramt af det med at blive sådan en udlejningsby, end vi er.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT