Den betondækningsgrav, som for nylig blev gravet fri i Præstegårdshaven i Rønne, var også kendt i 1980'erne. Tidligere provst Jens Arendt fortæller, hvordan hans børn fandt den – og hvorfor den senere blev lukket til.
Da den nuværende provst Jacob Holm og hans familie for nylig ryddede buske og rødder i Præstegårdshaven og fandt en glemt betondækningsgrav fra slutningen af 1940’erne, var det for dem et stykke ukendt lokalhistorie, der dukkede frem.
– Jeg vidste ikke, den var der. Men vi synes jo, det var lidt sjovt, så vi gik ud for at kigge efter det. Det var helt groet til, så vi skulle både klippe og grave det fri for at få adgang, beskrev provstens ældste søn, Marius Holm, da Tidende skrev om fundet lige inden nytår.
– Indgangen er sådan en sprække i jorden, hvor man kravler ned ad en trappe til en to meter lang gang. Og så går man ind ad en tyk gammel metaldør ind i et ret stort åbent kuppelformet rum, fortsatte Marius Holm.
Men for den tidligere provst Jens Arendt var det ikke overraskende, at der lå en bunker i haven.
Efter at have læst artiklen om fundet henvendte han sig til avisen. Han boede selv i præstegården i Søborgstræde fra 1986 til 1998 – og bunkeren var allerede dengang en del af hverdagen. I hvert fald for hans børn.
– Der var ikke gået et døgn, før mine fire børn på mellem fem og 15 år havde været nede i bunkeren, fortæller Jens Arendt.
Familien Arendt var netop ankommet til Rønne 10. juli 1986 efter en årrække i Canada. Jetlag og en lys sommermorgen gjorde, at børnene var tidligt oppe.
– Klokken fire om morgenen legede de allerede ude på plænen. Og for sådan en flok børn går der jo ikke længe, før de har udforsket det hele – også selv om haven var stor, siger han.
Indgangen til betondækningsgraven var dengang ikke skjult af krat og rødder, og børnene fandt hurtigt åbningen og kom begejstrede tilbage.
– De kom straks hen og fortalte, at der var en bunker i haven.
Sådan ser den smalle indgang til betondækningsgraven ud i dag. Privatfoto
Fra legeplads til utryghed
Men bunkeren var ikke kun et spændende fund for børnene. Ifølge Jens Arendt blev den også brugt af andre – og ikke altid til harmløse formål.
Lidt længere henne i Søborgstræde lå der på det tidspunkt et hus, der blev brugt til opbevaring af møbler for et flyttefirma. Huset fungerede samtidig som samlingssted for forskellige mennesker.
– Der sad folk og drak øl, og mit indtryk var, at nogle af dem også brugte bunkeren. Der blev blandt andet fundet nogle sprøjter dernede, fortæller han.
Det fik provsten til at reagere. Han kontaktede myndighederne, som sendte folk ud for at undersøge forholdene.
– Resultatet blev, at man lukkede indgangen. Man dækkede den med en kraftig plade – jeg mener, det var en slags masonit – og så blev der låst af.
Ifølge Jens Arendt blev der også skrevet om sagen i Bornholms Tidende dengang. Siden lukningen har han indtryk af, at ingen har været nede i rummet – i hvert fald ikke officielt.
– Det er jo mange år siden, så afspærringen er nok gået til med tiden, siger han.
En bunker, der går igen
Betondækningsgraven kom i myndighedernes søgelys som led i beredskabets landsdækkende kortlægning af gamle beskyttelsesanlæg.
Fokus er på betonens tilstand, fugt, skadedyr og den generelle bygningsmæssige sikkerhed, inden der tages stilling til, hvad der videre skal ske.
– Når vi har fået synet dem, sender vi rapporterne til Styrelsen for Samfundssikkerhed og Beredskab. Så skal de tage stilling til, hvad der skal ske med dem, har beredskabsinspektør Emil Gørløv tidligere forklaret.
Det var også ham, der gjorde familien Holm opmærksom på, at der altså ligger en gammel i Præstegårdshaven.
– Umiddelbart var det så groet til, at der ikke var adgang, men der har så åbenbart været nogle unge mennesker, der har taget fat og har fået ryddet, fortalte han i slutningen af det forgangne år.
Kortlægningen af alle typer beskyttelsesrum fortsætter for beredskabet i det nye år. Beredskabsinspektøren forventer, at man i løbet af foråret bliver bedt om at kontrollere resten.