Da energiøen og havvindmølleparken med den nuværende tidsplan først skal stå færdig i 2030, er det for tidligt at sige, hvor store møllerne kan blive. Ud over den teknologiske udvikling vil det også afhænge af, hvilke valg vinderen af udbuddet kommer til at vælge. Energistyrelsen pointerer i høringsnotatet, at den endelige visualisering ikke vil blive lavet, "før der udarbejdes VVM for det konkrete projekt, da opstillingsmønster og type af mølle ikke er kendt endnu". Derimod vil der blive fremstillet "eksempelvisualiseringer" i løbet af 2022.
Blink om natten
Bornholms Regionskommune ønsker, at "miljørapporten visualiserer et 'worst case'-scenarie", skriver kommunen i høringssvaret. "Det vil sige, at rapporten bør vise, hvordan det ser ud, når den højest tænkelige mølle opstilles på den nærmeste placering set fra Bornholms sydkyst og andre højere beliggende steder på øen". Dette ønske vil blive opfyldt i de første visualiseringer, lover Energistyrelsen.
"Eksempelvisualiseringer vil indeholde 'worst case', herunder forskellige afstande fra kysten", skriver Energistyrelsen og henviser til en visibilitetsanalyse, som Rambøll har lavet af Thor Havvindmøllepark, der frem mod 2027 skal opføres 22 kilometer ud for Jyllands vestkyst.
Flere privatpersoner har i høringssvar kommenteret blinkende lys fra vindmøllerne om natten, og denne påvirkning i de mørke timer vil også være med i visualiseringerne. Energistyrelsen er i øjeblikket "ved at afklare mulighederne for, om disse eksempelvisualiseringer også kan indeholde video, så blinkeeffekten kan tydeliggøres", skriver styrelsen i notatet.