Det gamle Hotel Boderne får ny ejer

Det gamle Hotel Boderne får ny ejer
Philip Marker var godt tilfreds med salget, men overvejer at holde endnu et loppemarked i næste weekend. Foto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 19. JUL 2020 • 17:53
Af:
holger-larsen
| ABONNENT
19. JUL 2020 • 17:53
Johan Bülow, bornholmeren bag den store lakridsvirksomhed Lakrids By Bülow, har pr. 1. november købt det gamle Hotel Boderne – og det inkluderer den tidligere restaurant Boderne1, 17 ferielejligheder, kiosken og et sommerhus omme bagved.

Det bekræfter sælgeren, en anden bornholmer, Philip Marker, der selv købte komplekset i Boderne for godt to år siden. Han har i de senere år foretaget flere turismerelaterede investeringer på Bornholm. Men investeringen i Boderne blev måske ikke det, han helt havde tænkt sig.

– Jeg havde håbet på, at jeg kunne få gang i restauranten og noget livemusik. Det gik også godt nok i et par år, men økonomisk var det op ad bakke med restauranten, mens det gik fint med ferielejllighederne. Hvis jeg havde beholdt restauranten, havde jeg bygget den om til ferielejligheder. Jeg er ikke restauratør, så jeg var afhængig af at finde en til at drive restauranten, og det har jeg søgt nu i en lang periode uden at finde nogen, jeg synes ville være god til det. Så jeg har måttet indse, at det var ikke det, jeg skulle, siger Philip Marker.

– Så kom der en henvendelse fra Bülow om, at han gerne ville købe det hele. Så tænkte jeg, at det var måske det, jeg skulle gøre, fortsætter Philip Marker.

Mange til loppemarked

Søndag sidst på formiddagen var det svært at opdrive en parkeringsplads i Boderne. Det gode vejr trak mange mennesker til stranden og den hyggelige havn. Stærmose havde sommersalg, og så var der yderligere et stort trækplaster:

Loppemarked i restauranten Boderne1, der lukker for ikke at åbne igen. En del møbler og andre større ting var allerede solgt, men en masse andre ting som blandt andet stole, borde, masser af service og lamper var til salg.

– Vi fik solgt rigtig meget. Der var vildt med mennesker i primært den første time. Der er stadig en del glas og service tilbage. Så jeg regner måske med at holde loppemarked i et par timer igen i næste weekend. Jeg vil gerne sælge billigt ud af tingene for, at de kan komme andre mennesker til gode, siger Philip Marker.

Vi må vente lidt endnu

Tilbage står nu spørgsmålet om, hvad der skal ske med den tidligere restaurant. Bornholms Tidende har været i kontakt med Johan Bülow. Han bekræfter købet, men ønsker at vente lidt endnu med offentligt at fortælle om sine planer.