Kampen mod nethandel
Peter Bergman Hansen købte i 2015 75 procent af butikken og har siden da været ejer af den. Før det var det Britt Marian Skotte, der ejede den. Hun ejer nu 25 procent. De formåede at vende en negativ udvikling til et plus på kontoen, hvilket de har haft flere år i træk nu. Det skyldes i høj grad, at Peter Bergman Hansen er opsat på at tage kampen op mod internethandlen. En kamp som han allerede erklærer, at de har vundet for nu. Men faren lurer i fremtiden.
– Vi er da bekymrede på sigt, men det bliver ikke i min tid, at vi bukker under for internethandlen, men hvor længe får butikker lov at blive ved. Nu har vi fået styr på det, og kunderne har taget rigtig flot imod det nye koncept, siger Peter Bergman Hansen.
Internethandlen har overtaget store dele af markedet. Det er let blot at hive telefon eller computeren frem, trykke på knappen og efter nogle få dage står pakken leveret ved hoveddøren. Det handler på sin vis om detailhandlens berettigelse, for hvori ligger den? Det kan Peter Bergman Hansen komme på mange gode eksempler på. I det store og hele tror han på, at man skal sørge for, at handlen i fysiske butikker, skal være en behagelig og rar oplevelse.
– Det, jeg grundlæggende mener, er, at man skal opføre sig ordentlig, når man har kunder i butikken. Som privatperson er det, jeg er mest træt af, en uforskammet ligegyldighed, når man går ud i butikker. Hver gang der kommer en kunde i butikken, skal vi være taknemmelige. Det er dem, der får os til at drive værket. Det er sådan, jeg ser det. Det også sådan, jeg vil behandles, når jeg selv handler i butikker, siger Peter Bergman Hansen.