Copenhagen Medical genvinder udbud

Copenhagen Medical genvinder udbud
Copenhagen Medical har genvundet udbuddet om hurtigtest i Region Hovedstaden. Arkivfoto
| 16. APR 2021 • 11:27
Henrik Nielsen
Journalist

16. APR 2021 • 11:27

CORONA

På vegne af regionerne har Region Midtjylland netop afsluttet udbudsprocessen om at hurtigteste danskerne for covid-19. Syv virksomheder bød på opgaven, og de tre nuværende leverandører har alle vundet opgaven i endnu en periode. Det skriver Region Midtjylland i en pressemeddelelse.

I Region Hovedstaden betyder det, at Copenhagen Medical fortsætter som leverandør i perioden fra 10. maj til 10. august.

I udbuddet vægtede pris 50 procent og kvalitet 50 procent, og efter vurderingen af de indkomne tilbud blev resultatet, at regionerne indgår nye kontrakter med de nuværende leverandører.

– Med udbudsresultatet skærer vi en bid af prisen og sikrer samtidig hele landet dygtige leverandører, der leverer høj kvalitet. Det resultat kan vi kun være tilfredse med, siger koncerndirektør Anders Kjærulff i Region Midtjylland i pressemeddelelsen.

Her på Bornholm har Falck desuden fået forlænget aftalen om driften af covid-19-lyntestcentret i Søndermarkshallen i Rønne frem til den 9. maj.