Campus-direktør om genåbningen: 'I dag er en festdag'

Campus-direktør om genåbningen: 'I dag er en festdag'
Campus Bornholms direktør Inge Prip kalder genåbningens første dag for en festdag. Foto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 1. MAR 2021 • 13:14
| ABONNENT
1. MAR 2021 • 13:14

GENÅBNING

Inge Prip, der er direktør på Campus Bornholm, mødte ekstraordinært tidligt ind på arbejde mandag morgen, da campus som det eneste sted i landet kunne genåbne for eleverne på ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser.

– Jeg ville rigtig gerne være her, når vi åbnede, og eleverne begyndte at møde ind. Jeg vil jo gerne have en føling med det. Og så har vi jo besøg af verdenspressen nærmest, det er lidt specielt, siger Inge Prip og refererer til de mange danske medier, der har sendt journalister og fotografer til Campus Bornholm for at afdække genåbningen.


Campus Bornholms gymnasierektor Lisbet Hvid Christensen, direktør Inge Prip og uddannelseschef for erhvervsuddannelserne Claus Jørgensen stod klar til at tage imod elever, personale og presse, da campus genåbnede mandag morgen. Foto: Berit Hvassum

Klar til at tage imod

Inge Prip står mellem det afskærmede testområde, som er blevet oprettet på Campus Bornholm over weekenden, og det store fælles område Store Torv i midten af campus.

Herfra kan hun se indgangen, hvor flere elever og lærere møder ind.

Nogle med negative testsvar klar på telefonen, andre med sygesikringskortet klar til at kunne blive lyntestet på stedet.

Indtil videre er hun tilfreds med, hvordan genåbningen af campus er forløbet.

– Det er gået over al forventning. Der er næsten ingen kø til test, og der er meget mandskab, der er "på" og klar til at få det til at køre. Både fra vores egen teknisk service-afdeling og fra Copenhagen Medical, siger hun.

En festdag

Ifølge direktøren virker elever og lærere også til at være med på testdelen, som er et krav for at kunne møde ind fysisk på campus.

– Jeg synes, de tager det utroligt pænt. Nogle er lidt bekymrede for det her med at skulle have en pind i næsen, men de siger bagefter, at det er okay, siger Inge Prip.

Hun er glad for at få dem inden for murerne på Campus Bornholm igen.

– Det er så fedt, og det kunne kun gå for langsomt med at komme tilbage. I dag er en festdag for os, og jeg er da helt ærgerlig over, at jeg ikke har fået rullet vores røde løber ud. Det er virkelig dejligt at se eleverne her igen og dejligt at se vores personale møde ind. Alle var ved at være lidt matte af at sidde derhjemme, siger Inge Prip.


Campus Bornholm er som den eneste uddannelsesinstitution igen åben med fysisk undervisning for eleverne på ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser. Foto: Berit Hvassum

Vi skal være det gode eksempel

Det er ekstraordinært, at Bornholm nu åbner så meget op, at alle elever på ungdomsuddannelser og videregående uddannelser kan komme tilbage til fysisk undervisning.

Inge Prip er også bevidst om den unikke situation, Campus Bornholm er en del af.

– Jeg sender mine kolleger på de andre uddannelsesinstitutioner i Danmark en venlig tanke. Vi er glade for at kunne åbne her, og der ligger også et ansvar hos os nu. Vi skal gøre det godt og være det gode eksempel på, at man godt kan klare en genåbning med en stor testkapacitet. Så får de andre forhåbentlig også snart lov at åbne op, siger hun.

Problemer med BAT

Selv om alle elever i princippet kan møde ind til undervisning, har Campus Bornholm været nødt til at lave en gradvis åbning for gymnasieeleverne i den første uge af genåbningen.

Det betyder, at årgangene lige nu møder ind på skift.

Det skyldes ifølge Inge Prip, at BAT fortsat kun kører med halvt fyldte busser, fordi det er anbefalingen fra Transportministeriet.

– Vi håber, at BAT snart får løst problemet, så alle kan komme tilbage på fuld tid. Der er snart eksaminer, og eleverne har både fagligt og socialt brug for at være her, så vi har ikke brug for flere benspænd nu, siger hun.