MAD
Det klassiske smørrebrød sol over Gudhjem var første inspirationskilde bag et nyt rugbrød, som brødrene Mikkel og Mads Marschall fra Sol over Gudhjem har udviklet i samarbejde med Schulstads bager og brødnørd Henrik Hemmingsen. De har inspireret hinanden og eksperimenteret med bornholmske råvarer, smage og dufte. Resultatet er et rugbrød, der blandt andet indeholder rapskim fra Lehnsgaard, fremgår det af en pressemeddelelse.
– Vi talte meget om, hvad brødet skulle smage af, og hvad det kunne indeholde. Det var meget vigtigt for
os, at brødet skulle emme af Bornholm i både smag, duft og udtryk, siger Mikkel Marschall i pressemeddelelsen.
– Vi startede faktisk med at tænke, at brødet skulle være meget inspireret af selve retten sol over Gudhjem,
som jo er en mad med røget sild. Men det blev aldrig rigtig godt med røgen i rugbrødet. I stedet kom vi frem til, at brødet skulle være bornholmsk med alt, hvad det indebærer, tilføjer Henrik Hemmingsen fra Schulstad.
De tre kunne dog ikke helt holde sig fra tanken om den kendte sildeanretning, hvorfor det nye rugbrød også indeholder purløg, som typisk topper en klassisk sol over Gudhjem og samtidig vokser vildt her på Bornholm.
Samarbejdet blev til ved en madmesse i København, hvor Mikkel og Mads Marschall talte med Schulstad om at bruge rugbrød i kokkekonkurrencen Sol over Gudhjem. Fra første møde til det endelige resultat har trioen med Henrik Hemmingsen i spidsen bagt og smagt sig igennem 60 forskellige brød.