Philip Brandt forklarede lørdag til Bornholms Tidende, at han deltog i bestyrelsesmøder, fordi han også sad i arbejdsgrupper, der arbejdede frem mod kommunalvalget. De tre bornholmske bestyrelsesmedlemmers oplysning om, at Nye Borgerliges hovedbestyrelse i juli også forbød Philip Brandt at deltage i valgarbejdet har ikke tidligere været fremme.
Morten Hæstrup, Henrik Jørgensen og Angelo Prahl Parente fortalte samtidig Nye Borgerliges hovedbestyrelse, at Philip Brandt og hans hustru Gitte Frigioni, partiets spidskandidat ved kommunalvalget, på egen hånd indgik Nye Borgerliges valgforbund med Lavere Skatter og Afgifter, uden at hverken lokalformand Charlotte Friberg Henriksen eller resten af lokalbestyrelsen vidste noget om det.
"I forbindelse med indgåelse af valgforbund op til KV 21 ender vores formand (Charlotte Friberg Henriksen, red.) som ét stort spørgsmålstegn, da hun møder op hos Venstre for at skrive under på aftalen", skrev Morten Hæstrup, Henrik Jørgensen og Angelo Prahl Parente i deres klage over Philip Brandt til Nye Borgerliges hovedbestyrelse.
"Det er sket, uden at dette er oplyst til hverken formanden eller bestyrelsen, at der er lavet en aftale med Martin Tidsvilde fra Lavere Skatter og Afgifter. Denne aftale er lavet af Gitte Frigioni og Philip Brandt ved en snak i deres thebutik".
Fordi Nye Borgerlige desuden var i valgforbund med Venstre, endte også Venstre ved valget med at være i valgforbund med Lavere Skatter og Afgifter.