Bornholmske skippere sejlede Nexø-sten til en kongelig fiasko

For nylig bragte vi en artikel om Frederiks Stenbrud og naturen i området. Journalist Erik Jensen har på Rigsarkivet forsket i den rolle, som sandstenen fra Nexø spillede i opførelsen af Marmorkirken i København.

Tirsdag den 12. juli 1757 kom Tønnes Boyesen sejlende til København med 27 kubikmeter sandsten fra Nexø. Et par dage senere fulgte Anders Birch med godt 25 kubikmeter og sådan fortsatte 10-15 bornholmske skippere med at sejle deres jagter, tungt lastet med sandsten, til hovedstaden.

I alt blev det til 23 skibsladninger med godt 400 kubikmeter sandsten i 1757.

Jo, der var kommet godt gang i Bornholms første industrielle stenbrud, Det kongelige Frederiks Stenbrud, lige nord for Nexø.

Det var da også takket være Frederik den 5. – og det franske akademi – at Tønnes Boyesen og Anders Birch denne sommer sejlede sten fra Nexø til hovedstaden, nærmere betegnet til opførelsen af den storslåede Frederikskirke, bedre kendt som Marmorkirken.

Kongen ville opføre et monumentalt mindesmærke for den oldenborgske kongerækkes 300 års jubilæum, og det skulle være et led i Frederiksstaden, hvor Amalienborgs fire palæer og Frederikskirken blev et hovedværk i dansk bygningskunst og landets fornemste stykke rokokoarkitektur.

Frederiks armbevægelser var store, når det gjaldt hans nye kirke.

Den hårdtslående kunstkritiker Frederik Julius Meier, skrev i 1883 en bog om Marmorkirkens opførelse, og her får hans navnebror kongen, det glatte lag:

”Hans højkongelige Majestæt Kong Frederik den femte var pragtelskende, men ikke overdreven kunstforstandig. De skjønne Kunster interesserede ham egentlig kun, for saa vidt de kunde tjene til at sprede Glands om hans Trone.”

Og sprede glans skulle den nye kirke, som nærmest skulle matche Peterskirken i Rom.

I første omgang var det meningen at bygge kirken med mursten og tyske sandsten. I løbet af få år steg ambitionsniveauet, og i 1753 bestemmes det så, at kirken skal beklædes med marmor ude og inde.

Det viste sig forholdsvis hurtigt, at kongens ambitioner var voldsomt kostbare, og da den franske arkitekt Nicolas-Henri Jardin overtager ledelsen af byggeriet i 1756, skriver han i sin plan, at der til kirkebyggeriet skal anvendes marmor med en passende andel af bornholmske sandsten. I en resolution bruger kongen ”det lykkelige fund af bornholmske sandsten” til at trække lidt i land med hensyn til anvendelse af marmor. Derfor kan vi også se bornholmske sandsten som beklædning i Marmorkirken. I første omgang var det udelukkende meningen at bruge sandsten til kernen af murværket, men i 1760 skriver lederen af byggeriet, den franske arkitekt Nicolas-Henri Jardin, at der indvendigt var anvendt marmor, mens bornholmsk sandsten blev føjet til, hvor det var mindre iøjnefaldende.

Bag ”det lykkelige fund” stod en ung, bornholmsk stenhugger, Peder Mogensen. Han var udlært i København og havde været været på studierejse til blandt andet Riga. I 1751 kom han hjem til fødeøen, og han kunne se sandstenens muligheder. Han rejtse til København og gjorde hofbygmester Jacob Fortling opmærksom på den fine sandsten fra Nexø. Fortling fik hentet nogle prøver af sandstenen.

”En københavnsk Vismand viste sig i Nexø og skønnede alt ubrugeligt”, skriver K. A. Pedersen i Bornholmske Samlinger fra 1923. Rigtigt er det, at Rentekammerets embedsmænd vendte tommelfingeren ned. Til gengæld troede Frederik den 5. på sandstenen. ”Af allernaadig landsfaderlig forsoning og Clemence for sine kiære og troe Undersaatter”, ville kongen investere i driften af egen lomme. I september 1754 oprettedes ”Det kongelige Frederiks Steenbrud”. Det var en lykkelig beslutning for Nexø, for gennem de næste mange år skabte Frederiks Stenbrud arbejde og udvikling til byen. Kongen investerede solidt i stenbruddet, og han skænkede i 1755 byen 400 rigsdaler til bygningen af et stort bolværk omkring havnen.

At kongen troede på en god fremtid for sin investering på Bornholm fremgår blandt andet af, at han overlod direktionen af sit stenbrud til sin nærmeste rådgiver og rigets mægtigste embedsmand, grev Adam Gottlob Moltke. Den bornholmske sandsten blev ikke kun valgt til Marmorkirken. Også på dele af Frederiks Hospital i Bredgade, opført 1752-57, blev der anvendt sandsten.

Som inspektør for stenbruddet valgte kongen og Moltke bornholmske Niels Birch, og det var der en god forklaring på, nemlig hans bror, Andreas Birch.

Niels og Andreas Birch var søn af by-, birke- og herredsskriver i Allinge, Lars Andersen Birch og Maren Gumløs, og de to brødre gjorde det godt. Både kongen og grev Moltke har formentlig haft godt kendskab til Andreas Birch. Allinge-drengen var nemlig i gang med en fornem karriere. I 1752 blev han tildelt Videnskabernes Selskabs første uddelte medalje for en samling mineraler, og i 1753, året før Frederiks Stenbrud blev oprettet, blev Andreas udnævnt til mineralinspektør for Danmark. De to brødre Birch blev centrale skikkelser for udnyttelsen af de bornholmske råstoffer. I 1755 fandt Niels Birch således kaolinforekomster ved Grødby å, og det blev starten på en dansk porcelænsfabrikation. Men også på andre områder var Niels Birch en foregangsmand. Han var således manden bag at sende levende torsk til København med fiskekvaser, og i Frederik Thaarups beskrivelse af Bornholms amt fra 1859 fortælles, at kongen og grev Moltke kom ned til en af de bornholmske fiskekvaser og gav søfolkene en dusør som anerkendelse af initiativet med at bringe levende torsk til hovedstaden.

I årene 1754-70 sejlede de bornholmske skippere årligt 140-150 kubikmeter sandsten til København. Mellem 20 og 50 skibsladninger blev det årligt til. De fleste skippere gennemførte et par ture med sandsten årligt, men enkelte kunne komme op på fem ture i løbet af et år. Skipperen Anders Birch var med gennem de fleste af årene, mens Rønne-skipperen Tønnes Boyesen tilsyneladende kun sejlede enkelte ture. Der er af gode grunde ingen billeder af de skibe, skipperne sejlede sten med, men Tønnes Boyesens gravsten er udsmykket blandt andet med en galease, som må forestille hans skib. Gravstenens motiver er i dag næsten slettet af tidens tand, men museumsinspektør Jacob Seerup fik sidste år ved hjælp af 3D-teknik genskabt motiverne på den flotte gravsten.

Kirkeruinen mellem Bredgade og St. Kongensgade lå sådan hen gennem 100 år, inden kirken blev fuldført

Tønnes Boyesen var en meget anset skipper og købmand. I kirkebogen kan man læse, at han flere gange sejlede præsten frem og tilbage mellem Rønne og København. Tønnes Boyesen var født i 1683 på øen Sild og blev begravet i Rønne i 1769. Han havde overtaget svigerfaderen, Philip Raschs gård i Grønnegade, det senere Hotel Hofmann.

Mens Frederik den 5.'s stenbrud bragte fremgang og udvikling i Nexø, gik det mindre godt for det ambitiøse kirkebyggeri i København. Frederik den 5. døde i januar 1766. Han ambitiøse kirkeprojekt var kun nået 19 meter over gadeplan, og økonomien haltede. Og efter kongens død røg grev Moltke ud i kulden – afsat fra sine høje embeder uden pension. Frederik den 5. var en populær konge, men han var i virkeligheden en svag og uselvstændig konge med en mangelfuld uddannelse. Derfor var det reelt hans rådgivere, og ikke mindst grev Moltke, som klarede rigets anliggender. Meget anderledes blev det ikke med Frederiks efterfølger, Christian den 7., som var psykisk syg, og med Moltke sat ud af spillet, så det sort ud for kirkebyggeriet. Økonomien haltede, og straks i 1766 begyndte overvejelserne om at reducere bevillingerne til byggeriet. Allerede 10 år tidligere var Frederiks Stenbrud efter forslag fra generalbygmester Laurids de Thurah lagt om til et interessentskab, hvor også hofbygmester Jacob Fortling og stenbrudsinspektør Niels Birch var blandt interessenterne. Driften var dog stadig lagt under den såkaldte partikulærkasse, som var en pengekasse, kongen selv kunne disponere over.

I debatten om at beskære bevillingerne til Marmorkirkens opførelse, anbefalede den kirkelige bygningskommission dog stærkt, at man sørgede for en fortsat drift af Frederiks Stenbrud. Så undgik man import af sandsten, og de kloge hoveder i kommissionen fastslog, at de bornholmske sandsten var bedre end de udenlandske. Tilmed kostede Nexø-stenene kun omkring det halve af, hvad der måtte betales for de importerede sandsten, for eksempel fra Bremen.

I 1770 skete det så. Den psykisk syge Christian den 7. var kommet hjem fra en længere udlandsrejse med sin livlæge, Johann Friedrich Struensee, og fra maj 1770 og til januar 1772 regerede dronning Caroline Mathilde og Struensee i kongens navn. I denne tid gennemførtes et enormt reformarbejde. De offentlige udgifter blev reduceret voldsomt, og dette ramte også kirkebyggeriet. I oktober 1770 var det slut. Mure og piller af norsk marmor og bornholmsk sandsten i cirka 20 meters højde stod som et symbol på Frederik den 5.'s ufuldendte drøm: En dansk katedral af enestående format.

Tilbage på kirkepladsen stod 11.396 kubikfod – 325 kubikmeter – bornholmske sandsten til en værdi af 5.700 rigsdaler. Det er vanskeligt at omregne pengenes værdi fra dengang til i dag, men går man ud fra lønningerne, svarer de 5.700 rigsdaler til omkring 50 millioner nutids-kroner.

Selv om kirkebyggeriet blev stoppet, hed det formelt, at det var en midlertidig indstilling af arbejdet. Derfor fik Frederiks Stenbrud tilladelse til fortsat at levere sandsten, men brydningen og leveringen af sten skulle ske ”paa det allerlangsomste, som mueligt er”. Det betød en halvering af arbejdsstyrken i Nexø, som var omkring 50 mand. Stenene blev losset på en gammel tømmerplads ved havnen, hvor Amaliehaven i dag ligger, men omkring 1780 blev lageret af sandsten flyttet til den indhegnede plads ved kirkeruinen, ligesom en del blev anbragt inde i selv kirkerummet.

Men allerede fra kirkebyggeriets standsning i 1770 var parolen fra Struensee og Co. klar: Sælg hvad der kan sælges af materialerne. Og det gik fint med at afsætte de bornholmske sandsten. I modsætningen til den norske marmor, som næsten ingen ville have. På et tidspunkt blev det overvejet at bruge det kæmpe lager af marmor til vejbelægning, men det var for dyrt at bearbejde marmorblokkene til det formål.

Fra pladsen ved Marmorkirken blev der hentet sandsten til blandt andet til Kirurgisk Akademi i Bredgade, til det fornemme Domhus på Nytorv, til genopbygningen af den nedbrændte Christiansborg Slotskirke, til Vor Frue Kirke, Rosenborg slot,

Selv om stenbruddet nord for Nexø således skaffede sten til nogle af de fornemste bygninger i landet, blev der ikke meget til overs til de stenbrudsarbejdere, der sled for føden i det stadig større hul. Det var en stor arbejdsplads i forhold til de små 1000 indbyggere i Nexø. Bornholms amtmand Johan C. Urne skrev i sin beretning om stenbruddet i 1764, at arbejderne var delt op i tre kategorier: ”De slette, de middelmådige og de gode”. Men de fik alle en dårlig løn, og i 1804 strejkede de. Det lykkedes dem at få en mindre lønforhøjelse, men heller ikke Det kgl. Rentekammer, som stod for økonomien, kunne få en ordentlig forretning ud af det. I 1851 opgav staten stenbruddet, som blev solgt på auktion til købmand Mathias Exsteen Hjorth for 14.000 kroner. Gennem næsten 100 år havde staten så godt som hvert år måttet dække underskud på stenbruddets drift, men nu var det slut.

Hermed var Frederik den 5.'s to projekter – Marmorkirken og Frederiks Stenbrud endt som en fiasko. De kongelige og staten havde smidt håndklædet i ringen, men andre tog over.

”Opmuret de 6 manglende Buer samt Pillerne og Murværket over Buerne til Tegningens Linie a-b af bornholmske Sandsten, med Tillæg af Redskaber – ifølge Appration af 1. Mai 1878.”

Sådan kan man læse i en regning fra 1879, der sammen med tusindvis af andre dokumenter på Rigsarkivet beretter om, hvordan det lykkedes finansmanden C. F. Tietgen at færdiggøre Marmorkirken. Den storslåede barokkirke i hovedstaden, der havde ligget hen som en ruin i 100 år. En ruin som hovedsageligt bestod af marmor og bornholmske sandsten fra Frederiks Stenbrud.

Nu var det ikke kongerne, men Tietgens kirkelige mentor, salmedigteren N. F. S. Grundtvig, som skulle æres med en katedral.

Helt i stil med vore dages politiske halløj blev der gennemført en rigsretssag mod de politikere, som godkendte salget af grund og kirkeruin. De blev dog frikendt, selv om Tietgen kun gav 100.000 rigsdaler for hele molevitten. Han forpligtede sig så til at bygge kirken i løbet af 10 år og bebygge grunden på pladsen.

Regningen på de opmurede buer af bornholmsk sandsten kom fra murermester Christian Wienberg og var stilet til arkitekt Ferdinand Meldahl. Det var to af de centrale personer, som sammen med Tietgen stod i spidsen for det store kirkebyggeri. Meldahl og Wienberg samarbejdede om en lang række store byggeprojekter. Wienberg stod blandt andet bag arbejdet med Frederiksborg Slots genopførelse, kunstbygningen på Charlottenborg, Tuborgs Fabrikker, den russiske kirke, tårnene på Kronborg, restaureringen af hele 47 kirker samt Statens Museum for Kunst.

En anden af Wienbergs specialiteter var fyrtårne, og det gamle Dueodde fyr, nordfyret, er også opført af Wienberg.

Han slog på flere måder sine folder på Bornholm, hvor han kunne finde solide materialer til sine mange byggerier.

I 1873 oprettede han sammen med stenhugger Søren Mohr et stenværk nord for Kampeløkken oven for det sted, hvor Nordlandshallen ligger i dag.

Senere gik Wienbergs firma i samarbejde med Jacob Mogensen, som i 1896 oprettede stenbrud i Borrelyngen og Ringebakker i Vang. Christian Wienberg og – efter hans død i 1901 – hans sønner Edvard og Thorvald – var centrale personer i afsætningen af granit til kendte og store byggerier i København.

Når det gælder fuldførelsen af det store kirkebyggeri, tilgodeså dog hverken Tietgen eller Wienberg de bornholmske byggematerialer. Det blev i stedet til sandsten fra Øland og Faxe kalksten, som blev anvendt i stedet for marmor. Dog blev der anvendt bornholmsk granit til soklerne til trapper og gitteret omkring kirken. Når materialesalget gik til Faxe og Øland hænger det formentlig sammen med, at Tietgen selv havde interesser i Faxe Kalkbrud, mens Wienberg i 1882 investerede i et sandstenshuggeri på Øland.

I 1884 samlede C.F. Tietgen havde nær kontakt til Faxe Kalkbrud, hvor hans svoger var direktør, og i 1884 samlede han en række mindre brud i aktieselskabet Faxe Kalkbrud.

Selv om Wienberg i 1882 leverede bornholmsk granit til forskellige fundamenter, så blev det bornholmske islæt i Marmorkirken primært genbrug. En del af de gamle kirkemure og det indre fundament af sandsten blev nemlig genbrugt. 262 kubikmeter murværk af sandsten og 382 kubikmeter indvendige fundamenter af de bornholmske sandsten blev i 1877 ned- og optaget af Wienberg. De anvendte bornholmske sten i det gamle byggeri svarede altså til en 2,5 kilometer lang mur af sandsten på 25 centimeter bredde og 1 meter høj. I byggeregnskabet kan man læse, hvordan en stenhuggersvend brugte 24 dage på at sortere nedtagne bornholmske sandsten og marmor.

De nedtagne sandsten blev blandt andet brugt til at mure buerne og gesimser i fuldførelsen af kirken. Og i 1894 stod den så færdig. Marmorkirken. Takket være mange gode kræfter fik landets hovedstad en af Europas fineste barokkirker, og såvel ude som inde kan man ved selvsyn konstatere det bornholmske bidrag til den enestående kirke.

Frederiks Kirke – eller Marmorkirken i daglig tale – bliver dagligt besøgt af 3-4000 turister. Selv om Tietgen var en af de rigeste i landet, var kirkebyggeriet nær blevet hans økonomiske ruin på grund af tidernes ugunst. Men arkitekten arbejdede gratis, personalet i Tietgens virksomheder samlede penge ind, og en folkeindsamling af kobberpotter og -pander sørgede for, at den imponerende kuppel blev belagt med kobber, så kirken kunne indvies i pomp og pragt i 1894

Liste over bornholmske skippere, som i 1766 sejlede sandsten fra Nexø til kirkebyggeriet i København