
DR-dokumentaren markerede 75-året for Bornholms Befrielse og var lavet i samarbejde med Bornholms Museum og Destination Bornholm. Foto: Jens-Erik Larsen
En nuanceret fortælling
For Pelle Peter Jencel var Ole Hassagers personlige fortælling også noget, der har gjort særligt indtryk i arbejdet med serien.
– Jeg har jo hørt nogle historier som barn, men man glemmer lidt, hvordan mange af de ting, der skete i 2. verdenskrig stadig har relevans i dag. Hvad der bare har været en fodnote i mit liv, har jo været altafgørende for Ole Hassagers, sagde Pelle Peter Jencel, der beskriver arbejdet med serien som meget lærerigt.
– Det har været meget overvældene både at lære fortællingen om min egen familie, men også om andres, siger radioværten, der samtidig også har opdaget nuancer i fortællingen om Bornholm.
– I min barndom husker jeg meget den nedarvede fortælling, om at Bornholm bliver ladt i stikken. Både i forhold til 2.verdenskrig, men også generelt i historien. Og eksempelvis i forhold til bombardementerne i 1945 har vi jo altid hørt, at folk jublede og festede i København og telefonen blev ikke taget, når bornholmerne blev bombet. Men her har jeg lært, at telefonen blev faktisk taget, og der var måske ikke så meget, man kunne gøre fra regeringens side af, selvom de forsøgte. Det er jo ikke for at sige, at det der skete på Bornholm var i orden, men det har også været lærerigt for mig at finde ud af, at man nogle gange identificerer sig ud fra sandheder, der ofte er langt mere nuancerede, når man graver i dem, sagde Pelle Peter Jencel.