– Vi er utrolig stolte af vore frivillige, der dag og nat – selv juleaften – er der for mennesker i deres allersidste timer. Vågernes indsats betyder ikke kun noget for de døende, men også for de pårørende og hele lokalsamfundet, fortæller aktivitetsleder Alice Pauck Hansen fra Røde Kors Bornholms vågetjeneste i en pressemeddelelse.
I anledning af den runde dag inviterer lokalafdelingen til samtale, information og hygge i Røde Kors Huset på Zahrtmannsvej i Rønne tirsdag den 15. april klokken 14. Ideen med arrangementet er at sætte fokus på vågetjenestens betydning for lokalområdet.
Vågetjenestens ambition er, at ingen skal dø ufrivilligt alene, og Alice Pauck Hansen fortæller, at der altid er brug for flere frivillige, der ønsker at give lidt af deres tid til at skabe ro og nærvær for et medmenneske i livets sidste fase.