– Vi har to medarbejdere, der nærmest ikke arbejder på andet. De har været rundt i alle de aktuelle byer og er gået op og ned ad næsten hver eneste gade og afsøgt alle mulige placeringer. Det er et kæmpe arbejde, siger Bofas direktør Jens Hjul-Nielsen til Tidende.
– Set fra vores stol er det et meget stort arbejde, der berører en ret lille del af bornholmerne. Vi bruger i hvert fald halvandet årsværk på det for tiden. Det er en kæmpe, kæmpestor sag for os, for det er nogle anlæg, der skal ligge der længe, så når først de er placeret, skal de ikke flyttes igen. Det er i denne del af arbejdet, at vi skal lægge den store indsats, så vi får gjort det rigtigt til at starte med, siger Jens Hjul-Nielsen.
I løbet af foråret vil alle beboere, der ikke længere kan få hentet affaldet på husstanden få besked om, at de efter overgangen til det nye system skal forvente at aflevere det sorterede skrald på en MiljØ. Det har tidligere været fremme, at ingen må få over 300 meter til affaldsstationen, og det grundige researcharbejde har ikke rokket ved den grænse.
– Den arbejder vi stadig ud fra. Jeg kan ikke tro, at vi går ud over de 300 meter. Det skal kun være, hvis det fysisk ikke kan lade sig gøre at anlægge en inden for 300 meter. Jeg er ikke bekendt med noget sted, hvor vi kommer i den situation, siger Jens Hjul-Nielsen.

Foto: Jacob Jepsen