53-årig jurist bliver ny politidirektør på Bornholm

53-årig jurist bliver ny politidirektør på Bornholm
Martin Preisz Gravesen (i midten) bliver ny politidirektør på Bornholm. Arkivfoto: Berit Hvassum
| 7. AUG 2020 • 15:39
Af:
ritzau

7. AUG 2020 • 15:39
Bornholms Politi får ny politidirektør, og det bliver den 53-årige Martin Preisz Gravesen, der får posten.

Han forventes at tiltræde 1. september. Det oplyser Rigspolitiet i en pressemeddelelse.

Martin Preisz Gravesen er jurist og har 25 års erfaring fra forskellige poster i politiet. Han er i dag administrationschef ved Bornholms Politi.

– Jeg er meget glad for at være blevet udnævnt til politidirektør for Bornholms Politi. Da jeg holder meget af Bornholm og har godt kendskab til både øen og til Bornholms Politi, ser jeg frem til at påtage mig denne opgave, siger han i pressemeddelelsen.

Siden starten af året har Frits Kjeldsen været fungerende politidirektør for Bornholms Politi. Det job fik han, fordi Kit Claudi Grøn-Iversen var sygemeldt.

Hun bekræftede i marts, at hun stoppede som politidirektør for Bornholms Politi.

Kit Claudi Grøn-Iversen blev sygemeldt efter et forløb, hvor flere ansatte havde klaget over hendes ledelse.

Det endte med et brev, der blev sendt til Rigspolitiet fra medarbejderne hos Bornholms Politi.

– Motivationen og trivslen hos medarbejderne er i frit fald, stod der i brevet ifølge B.T., som har fulgt sagen tidligere. /ritzau/