Slangebidte

Tirsdag. Beretningen om israelitternes oprør er en miniature af ethvert menneske, der taler imod Gud og hans vilje og vej for os. I begge tilfælde ender det med døden. Døden er Guds straf, men hans straf er ikke en skuffet Guds gengæld. Straffen er konsekvensen af at følge sin egen vej i stedet for Guds. Ligesom der kun er én vej over en bro, er der kun én vej, som kan lede os til livet.

Guds straf er derfor ikke gengæld, men snarere et udtryk for hans tålmodighed og villighed til at give en ny chance. De slangebidte israelitter faldt ikke om minuttet efter, at de var blevet bidt. I nogen tid har de kunnet se, hvordan slangegiften langsomt har fået deres arm eller ben til at svulme op, inden døden efter nogen tid er indtruffet. Sådan bærer vi syndens gift i os. Den vil slå os ihjel, hvis ikke vi får modgiften.

Synden og dens konsekvenser er Guds kald til os. Når vi ældes, vil han have os til at spørge efter syndens modgift. Når vi ser, hvordan vores ord og handlinger gør skade selv på dem, vi elsker mest, vil han have os til at indse, at vi har brug for hjælp mod synden.

Guds hjælp til israelitterne var ikke at fjerne slangerne. Gud vil ikke kun fjerne konsekvenserne, men også årsagen. Slangerne var konsekvensen af israelitternes oprør og utilfredshed med Gud. Nu er deres redning, at de i stedet sætter deres håb, forventning og tillid til Guds ord om, at et blik på kobberslangen vil hjælpe. Sådan redder Gud os ikke blot fra døden, men helbreder også syndens årsag, når vi med håb, forventning og tillid til Guds ord ser hen til Jesus som vores frelser, ophøjet på korset.

4 Mos 21,4-9