Konkurrencemenneske

Onsdag. Det er bundmenneskeligt at have lyst til at konkurrere. Som atletiktræner forsøgte jeg ofte at fortælle børnene, at de først og fremmest skulle konkurrere med sig selv. Men det var ikke det letteste budskab at trænge igennem med, når højdespringsstangen rykkede opad, stopuret tikkede og flagene blev sat i, hvor bolde og spyd slog ned. Så gjaldt det bare om at være hurtigst og komme længst og højest.

Konkurrence er såmænd både sundt og fornøjeligt. Det er også en anledning til at lære at håndtere svaghed eller at tabe og vinde med samme sind. Jeg arbejder med dette, men jeg må indrømme, at jeg stadig har svært ved at opføre mig barnligt og forurettet og slynge om mig med beskyldninger, når jeg vinder.

Ét sted hører konkurrence mellem mennesker imidlertid ikke hjemme. Det er i gudsforholdet. Én af de ting, der går helt galt for farisæeren, er, at han sammenligner sig med andre mennesker. For hans vedkommende fører det til urimeligt hovmod og fordømmelse i forhold til andre og uberettiget selvsikkerhed i forhold til Gud. Havde han haft mere selverkendelse, eller var han faldet igennem i forhold til de farisæiske standarder, ville hans sammenligning have resulteret i uhelbredeligt mismod og fortabelsesfrygt.

Vi står alle alene over for Gud både med vores fortjenester og vores skyld. Og vores fortjenester gør vi klogt i at holde mund med. De kommer til at se så ynkelige ud i konkurrence med Jesu lidelse og død. Til gengæld kan et redeligt møde med Gud og hans standarder nedbryde vores foragt for andre mennesker og gøre os mere accepterende og kærlige.

Luk 18,9-14