Død for synden

Fredag. Døden er ikke god. Den er et tab og en fjende, for vi er skabt til at leve og leve med hinanden. Alligevel bruger Paulus døden som et billede på noget godt, nemlig dens evne til at befri fra alle forpligtelser.

Døden er en kendt vej ud af gæld. Konkurs eller insolvens er desværre en ikke sjældent medvirkende årsag til selvmord. I den situation er døden en befrielse på andres bekostning. Andre kommer til at stå tilbage med gæld, smerte, savn og tab. Ingen økonomisk ulykke berettiger til, at man overvejer dødens udvej.

Anderledes forholder det sig med vores gæld til Gud. I forhold til Gud er tilbagebetaling, gældssanering eller gældseftergivelse umulig. Kun gennem døden kan vi befries fra vores skyld. Der er en oplagt svaghed ved den medicin, for jeg mister jo livet ved at dø. Hvad glæde har jeg så af at være gældfri?

Gud har lige så lidt glæde af den mulighed, som jeg har. Han ønsker ingen synders død. Derfor lod han Jesus dø i synderes sted. Den, der tager sit eget liv, efterlader andre med gælden. Da Jesus gav sit liv, udslettede han hele gælden. Alle krav til mennesker må frafaldes efter Jesu død, for han døde på vores vegne. På én betingelse: At vi i dåben åndeligt talt dør sammen med Jesus.

Dåben er en begravelse af den livsstil, som har bragt os i bundløs gæld til Gud. Den er en begravelse af synden, lysten til alt det, som ikke er mit, misundelsen over andres lykke, kærligheden til uretfærdighed og løgn. Men samtidig er dåben en død, hvor jeg ikke kun mister, men også får. Jeg får et nyt liv at leve, et liv for Gud i kraft af Jesu opstandelse.

Rom 6,3-11